I en globaliseringens tid
Forkvinden Trine Pertou Machs mundtlige beretning til generalforsamlingen den 14. september 2008.
|
|
Trine Pertou Mach aflægger beretning, foto: Peter Bischoff.
|
Vi befinder os i den grad i en globaliseringens tid – på godt og ondt. Både den aktuelle klima- og fødevarekrise har gjort det endog meget tydeligt – for både rig og fattig – at politiske beslutninger truffet i ét land har indflydelse på levevilkår i et andet. Og netop derfor skal der tænkes i form af globale og ansvarlige løsninger.
Fødevarekrisen er blevet diskuteret ved flere lejligheder inden for de sidste måneder – bl.a. ved FAO-topmødet i Rom og ved G8-mødet i Japan. Der blev givet tilsagn om øget fødevarebistand her og nu for at imødegå hungersnøden og den dertil knyttede risiko for uroligheder, kriser og konflikter. Men det haltede gevaldigt med at få de rige lande til at forpligte sig til bæredygtige strategier på det lidt længere sigt. Subsidier til produktion af biobrændsel i USA og målsætninger om bestemte markedsandele i EU forvrider markederne, så det bliver mere attraktivt at producere afgrøder til biobrændsel end at producere foder og fødevarer til verdensmarkedet. Det vurderes f.eks. at op mod en tredjedel af USA's majsproduktion i 2008 vil gå til biobrændsel frem for til foder og fødevarer. Selv om der er uenighed blandt eksperterne om, hvor stor en del af prisstigningerne skyldes biobrændselsproduktionen, så repræsenterer EU og USA's politikker på dette område trods alt håndbremser, der kan og bør trækkes i. Det skylder vi ikke mindst de mange millioner mennesker, der pludselig ikke længere kan give deres børn tre måltider mad om dagen.
Hvis man skal sige noget som helst positivt om fødevarekrisen, så må det være, at den har skabt opmærksomhed på det faktum, at landbruget i udviklingslandene har været forsømt i alt for mange år. Der er en lang række strukturelle forhold, som forhindrer småbønder i mange lande i at respondere på de højere verdensmarkedspriser. En af de helt store barrierer er, at mange fattige mennesker simpelthen ikke har adgang til jord. Uigennemsigtige og mangelfulde jordlove, samt korrupte retssystemer forstærker tendensen til en ofte meget skæv fordeling af jorden. For at fattige landbeboere skal turde kaste sig ud i investeringer i såsæd, gødning, redskaber, mm., der kan øge produktiviteten af deres jord, skal de være sikre på, at de både formelt og reelt har privat ejendomsret til jorden. Mellemfolkeligt Samvirke ser gerne den danske regering gå i spidsen i det internationale udviklingssamarbejde for at sætte landbrugsreformer på dagsordenen. De internationale donorer må i alliance med u-landenes civilsamfund styrke presset på regeringerne i flere lande for jordreformer. Demokratiseringen af adgang til jord, så også småbønder får adgang og en juridisk sikret ejendomsret, vil kunne bane vejen for øget produktivitet i landbruget med mange økonomiske og sundhedsmæssige fremskridt til følge.
Samtænkning af politikker en nødvendighed
Fødevarekrisen har også været med til at skabe opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at samtænke politikker. Med Paris-Deklarationens målsætning om at sikre mere effektiv og bedre koordineret udviklingsbistand, virker det absurd, at vi i EU-regi til stadighed giver med den ene glade EU-hånd og undergraver med den anden. EU's udviklingspolitik, handelspolitik, den fælles landbrugspolitik samt energi- og klimapolitikken skal jo hænge sammen – også set med u-landsbrillerne. EU er en temmelig stor spiller på den globale scene og kan derfor gå foran med at sætte en reel udviklingsdagsorden. Med de høje fødevarepriser sparer EU jo for tiden penge på landbrugsbudgettet, fordi der ikke er samme behov for direkte betalinger til de europæiske landmænd. De penge kan komme udviklingslandene til gode gennem EU's udviklingsbudget – hvis man vel at mærke har modet til at tænke på tværs af politiske områder. Her er der nemlig hårdt brug for øgede investeringer til at fremme produktiviteten, især i afrikansk landbrug, samt sikre den nødvendige infrastruktur, der kan få de interne fødevaremarkeder til at fungere.
Den fælles landbrugspolitik står midt i det, landbrugskommissær Mariann Fischer Boel har kaldt et sundhedstjek i år; den skal tilpasses den nuværende krisesituation på det globale fødevaremarked og tage særlig højde for u-landene. Her er det vigtigt, at man ikke bukker under for presset fra reformfjendske medlemslande som Frankrig og Italien. Ved samtidig at øge støtten til u-landenes landbrug gennem udviklingsbudgettet, vil den politiske konsistens sikres yderligere, da u-landene på sigt kan sikres mere reelle muligheder for at respondere på de bedre vilkår for international handel, som en justering af EU’s landbrugspolitik forhåbentligt vil betyde. Sådanne tiltag ville klæde EU som en vigtig donor og give bedre mening overfor EU's egne borgere, som gennem skatten betaler til både landbrugs- og udviklingspolitikken.
Handelsforhandlinger – multilaterale og regionale
Behovet for at EU har en udviklingsstrategi, der sammentænker handels-, landbrugs- og udviklingspolitik, blev også understreget af WTO-forhandlingernes fallit.
Doha-forhandlingerne, også kaldet udviklingsrunden, i WTO brød i juli sammen – igen. Det kom desværre ikke som nogen stor overraskelse. Selvom der har været flere gode hensigtserklæringer om hurtigt at genoptage forhandlingerne, synes der at være mørke tider forude. Der kan nemlig gå lang tid før Doha-Runden kan genoplives – realistisk set skal vi have overstået et præsidentvalg i USA, en udskiftning af kommissionen i EU og et valg i Indien, hvilket bringer os langt ind i 2009.
Selvfølgelig er det vanskeligt at skulle skabe enighed blandt 153 medlemslande, men det er alligevel dybt bekymrende at se, hvad det var for et emne der fik forhandlingerne til at bryde sammen. Man skal huske på, at Doha-runden blev søsat i 2001, hvor verdenssamfundet netop erklærede, at man ville sikre et nyt sæt handelsregler, som sætter u-landenes særlige behov og udfordringer i højsædet. Det var altså udgangspunktet for forhandlingerne.
Men det, der udløste sammenbruddet, var forhandlingerne om såkaldte ”special safeguard mechanisms” (SSM). Landene kunne ikke nå til enighed om, i hvor stort et omfang import-følsomme udviklingslande skulle have mulighed for at beskytte deres landmænd ved hjælp af midlertidige, ekstraordinære toldsatser. Udover at landbrug udgør livsgrundlaget for millioner af mennesker i u-landene, er det grotesk og umoralsk, at mens vi står i en tid med høje fødevare- og brændstofpriser, er der kræfter, der vil nægte sårbare u-landene at beskytte deres fødevaresikkerhed. Netop sådanne beskyttelsesmuligheder kunne have været vejen til at fastholde et vist udviklingsperspektiv i forhandlingerne. En anstændig aftale ville have givet u-landene mulighed for at forhindre en forværring af fattigdomssituationen. Men endnu en gang viste det sig at det var de rige landes specialinteresser som sejrede over hensynet til en socialt balanceret, udviklingsorienteret løsning. Som Indiens handelsminister Kamal Nath meget præcist beskrev det: "The US is looking at enhancing its commercial interests whereas I am looking at protecting the livelihood of farmers".
Mellemfolkeligt Samvirke fastholder, at der er behov for multilaterale løsninger, der adresserer fattigdom og udvikling. For hvad er alternativet? Alternativet bliver flere regionale aftaler, altså aftaler mellem mindre grupper af lande. Men hér skal der hejses et advarselsflag, for især de mindre u-lande, herunder AVS-landene, kommer til at stå endnu svagere i forhandlinger om mere retfærdige handelsvilkår end de gør i WTO-regi. Vi har allerede set, hvad forhandlingerne mellem EU og AVS-landene har budt på af urimelige krav om markedsadgang for EU’s industri og service-erhverv. Der er brug for multilaterale løsninger, men det skal være løsninger som fremmer udviklingen i de fattigste lande. Handelspolitik er en integreret del af udviklingslandenes industripolitik og skal fastlægges med et klart udviklingsperspektiv. At åbne sine markeder for international konkurrence kan på nogle tidspunkter være en udmærket måde at skabe vækst og udvikling på. På andre tidspunkter og for visse sektorer er beskyttelse mod international konkurrence nyttig. Pointen er, at der er forskel i tid og mellem lande for, hvornår hvilken politik er den rette. Og de forskelle skal der tages hensyn til.
Verdens ledende politikere taler om globalt lederskab og fælles regler mod junglelov og den stærkestes ret. Det internationale aftalesystem skulle netop være en garant mod dette, men verdenssamfundet levede ikke op til den moralske forpligtelse til at sikre et nyt sæt handelsregler, der satte u-landenes særlige problemer ipå dagsordenen.
Nye magtrelationer
Sammenbruddet i Doha-forhandlingerne viste imidlertid også andre interessante tendenser, nemlig at u-landene kan stå sammen i forskellige grupper med fælles interesser og argumentere for deres sag. Og det er stærkt gået! Men samtidig har det også været en påmindelse om, at u-landenes interesser og behov er forskellige, og at en fremtidig Doha-aftale skal tage hensyn hertil på en fleksibel måde. Tager man sammenbruddets årsag som eksempel, nemlig muligheden for at u-landene kan beskytte deres landbrugssektorer, ser man på den ene side en stor gruppe u-lande, inklusive Kina, Indien og Indonesien, som gerne vil kunne beskytte sig gennem særlige toldsatser. På den anden side frygter eksporterende lande som eksempelvis Uruguay og Paraguay, at disse beskyttelsesmekanismer vil blokere deres vigtige eksport af landbrugsvarer. Begge lejre har legitime interesser i at beskytte deres landmænd, og det er vigtigt for Mellemfolkeligt Samvirke at understrege, at den endelige aftale må tage hensyn til begge behov.
MDG-målene og andre fine hensigtserklæringer
Det er otte år siden verdenssamfundet vedtog 2015-målene (MDG); en ambitiøs plan for bekæmpelse af verdens fattigdom. Aftalen er blevet udråbt som historisk på mange måder, ikke mindst på grund af den – i hvert fald på overfladen – vidtrækkende enighed omkring de langsigtede strategier og de globale problemer, som aftalen skal komme til livs.
Den 25. september gøres der midtvejsstatus over 2015-målene i New York. De seneste rapporter fra FN, WHO og Verdensbanken giver et nedslående billede: Halvvejs i tid, men stadig langt under halvvejs fra målet – især i Afrika syd for Sahara. De politiske ledere der stod bag 2015 målene vil nu få travlt med at vaske hænder, og vi vil endnu engang se, at verdens politiske ledere gerne profilerer sig på humanitære og udviklingsmæssige målsætninger, men ikke ’er hjemme’, når resultaterne skal leveres. Allerede inden midtvejskonferencen er de politiske ledere begyndt at se sig om efter en ny progressiv dagsorden, som de kan lancere. Mon ikke det bliver klima? Imens vil opfølgningen på 2015-målene blive overladt til embedsfolk af stadig lavere rang. Det er patetisk at se denne uforsvarlige - men desværre efterhånden - forudsigelige cyklus.
Fra Danmark har Udviklingsministeren lagt sig i selen for MDG-3 målet om lige vilkår for kvinder – det er sympatisk og giver nogle gode billeder i pressen med overrækkelse af fakler til UNDP som symbol på ’commitment’, men der er meget, der skal gøres endnu, hvis MDG målene skal nås.
Regeringen er hurtigt ude, når det gælder om at profilere sig på f.eks MDG-3 og nedsættelse af en højprofileret Afrika-Kommission. Men den er noget langsommere, når det gælder for alvor at tage udfordringen op og selv øge indsatsen. Desværre ender for meget i spin og PR, hvor særlige indsatsområder profileres med ubetydelige ’puljer’ som blot er udtryk for en mindre omfordeling indenfor bistandsrammen.
Den manglende reelle opprioritering af udviklingsbistanden forklares med, at det er de andre lande der skal komme op på Danmarks niveau, og at det vil vi arbejde for. Men her er succesraten jo bestemt ikke imponerende. Ser vi blot på EU, forpligtede de 15 ”gamle” EU-medlemslande sig i 2005 til minimum at bidrage med 0.56% af deres BNI i år 2010, imens de ”nye” skal bidrage med 0.17%. Men på trods af en økonomisk optur for Europa de seneste år, ser det sort ud med at nå det mål. Når bistanden er renset for bl.a. gældseftergivelse, udgifter til bekæmpelsen af klimaforandringer, uddannelse af udenlandske studerende og varetagelse af flygtninge i Europa – det vil sige bistand som ikke direkte er fattigdomsorienteret – er resultatet direkte pinligt. Når de ”skjulte” udgifter er fjernet fra de 15 gamle EU-landes udviklingsbudgetter, står man tilbage med sølle 0.33% af BNI. Og hvis tendensen med lavere bistand fortsætter, vil EU-landene samlet set levere 500 milliarder kroner mindre i udviklingsbistand i perioden 2005-2010 end oprindeligt lovet.
Mellemfolkeligt Samvirke vil fortsat kæmpe for, at regeringen hæver udviklingsbistanden mere end de kosmetiske nøk det hidtil er blevet til. Danmark bør igen gå i front med ’en ren procent’ til fattigdomsbekæmpelse. Vi vil stille den danske regering til medansvar for, at det ikke går hurtigt nok med at nå 2015-målene, og vi vil kræve, at man sætter vilje og handling bag de mange smukke ord og hensigtserklæringer.
Men vi vil under alle omstændigheder bidrage til debatten om Danmarks udviklingsbistand – den handler ikke kun om kroner og øre. Den handler i høj grad også om hvordan. OECD har evalueret den danske bistand, og vi ved alle, at Danmark generelt ligger flot på de internationale skalaer. Men én af de kritiske ting, som OECD fremhævede, var den tendens, der er til risiko-uvillighed. Altså det faktum, at Danmark synes at gå uden om de mest skrøbelige stater, de mest konfliktramte og ’besværlige’ steder. Vi bakker i Mellemfolkeligt Samvirke op om, at Danmark skal turde satse mere – der er jo i verdens mest skrøbelige og konfliktramte lande, også udbredt fattigdom, mangel på menneskerettigheder og elendighed og fortvivlelse. Og det er måske her, det er allersværest at se en vej ud. Dét burde være en del af den danske Afrika-strategi, at vi satte særligt ind hér og måske gjorde det til en dansk niche.
I den standende debat om udviklingsbistandens størrelse – og de nys fremkomne tal om svindel med bistandsmidler - er der også en anden problemstilling, som Mellemfolkeligt Samvirke anbefaler politikerne at være opmærksomme på: Nemlig konsekvenserne af de drastiske nedskæringer i Udenrigsministeriet, der har betydet et markant fald i antallet af fagfolk, der skal forestå forvaltning, evaluering og kontrol med de mange bistandsmidler. Det er helt afgørende, at der fra politisk side sikres de fornødne personaleressourcer, både i minsiteriet og på ambassaderne. Det er en af nøglerne til at sikre en god og effektiv udviklingsbistand på.
Konstruktive og kritiske – begge roller er vores ansvar
I Mellemfolkeligt Samvirke har vi valgt at køre en kritisk men konstruktiv linje overfor Danmarks udviklingspolitik. Der er heldigvis meget, som vi er enige om - vi er bla. enige om at prioritere kampen for kvinders ligestilling, og vi er godt tilfredse med den rolle, som Danmark har spillet op til mødet i Accra om revision af Paris-deklarationen. Men der er så absolut brug for et aktivt modspil fra civilsamfundet, og der er desværre ikke den store konkurrence blandt danske NGOer om at spille vagthunderollen.
Hvis man skal forstå hvorfor, kan jeg jo blot nævne den medfart, som jeg fik som nyudnævnt forkvinde sidste, år da jeg i Politiken kritiserede regeringsgrundlaget på udviklingsområdet. Ulla Tørnæs svarede i en kommentar i Politiken, at hun ikke forstod ’hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke på den måde ønsker at sætte sig udenfor samarbejdet om dansk udviklingspolitik’. SLAM, sagde det! – og ned af brædtet røg jeg. Pludselig følte man et vist skæbnefællesskab med hårdt plagede civilsamfundsorganisationer i f.eks. Zimbabwe og Uganda.
Ministeren har med det netop fremlagte finanslovsforslag ikke lagt op til, at Mellemfolkeligt Samvirke vil få en stigning i rammebevillingen, som andre rammerorganisationer får det. Vi vælger dog at tro på meldingen fra Ministeriet om, at det ikke er en ’straf’ for vores kritiske linje men en konsekvens af, at vi lige nu er inden i en stor brydningsperiode, hvor vi har mange bolde i luften, der skal landes hen over det næste år. De bolde vil ministeriet gerne se lande. – Det glæder vi os til at vise resultaterne af næste år!
Bestyrelsen mener, at det er vigtigt og rigtigt, at Mellemfolkeligt Samvirke kommer ud over rampen med vores kommunikation. Vi kan ikke være venner med alle, men skal stå fast på vores synspunkter, og der må gerne både være kant og humor. Vi har set en imponerende vækst i pressehits i det forløbne år – mere end en fordobling. Vi har fået sat vores programlande på dagsordenen og vi har fortalt ’MS’ historie’ og forklaret vores synspunkter. Den linie agter vi at fortsætte.
Øget rolle for de folkelige organisationer
Både internationalt og i Danmark er der brug for, at civilsamfundet taler med en meget klarere stemme og bliver i stand til at lægge et øget pres på politikere og beslutningstagere. Vi skal være bedre til at påvise konsekvenserne af den politik, der føres, og vi skal være bedre til at fremstille alternativer og til at mobilisere befolkningerne i internationale kampagner. Mellemfolkeligt Samvirke har viljen til at deltage i dette arbejde, men vi må indse, at vi ikke har tilstrækkeligt med muskler til gøre en mærkbar forskel. Jeg håber, at vi med medlemskab af ActionAid vil få sådanne muskler, og jeg tror, at vi i den sammenhæng i de kommende år vil se Mellemfolkeligt Samvirke som en meget mere markant spiller – også på den danske scene.
Et godt år for Mellemfolkeligt Samvirke
2007 – 2008 har været endnu et rigtigt godt år for Mellemfolkeligt Samvirke. Vi oplever en ny energi fra et stigende antal frivillige, og vi begynder for alvor at tro på, at Mellemfolkeligt Samvirke kan blive samlingspunkt for de ungdomsgrupper, som interesserer sig for internationale spørgsmål og globale udfordringer – og som vil være med til at gøre en forskel. Det var fantastisk at være i Fælledparken i sidste måned og opleve en Fair Trade Festival arrangeret af vores kampagneteam og 200 frivillige. Der var et liv og en energi, som vi ikke har set i mange år, og vi samlede faktisk 15.000 mennesker om kravet om en mere fair handel. Det skal de have ubetinget ros for, det var så flot! Københavns Kommune arbejdede i døgndrift op til festivalen, så man dagen inden kunne gå ud med en meddelelse om, at kommunen nu var certificeret som den første Fair Trade by i Danmark, og den første Fair Trade hovedstad i verden. Dét er vi stolte af, sammen med Max Havelaar, at have været medvirkende til.
Den folkelige forankring skal være vores styrke
Hvor står det dog krystalklart, at vores politiske gennemslagskraft er langt, langt større, hvis vi kan mobilisere befolkningen. Det har vi rigtig fået smag for, og jeg kan love jer, at vi vil fortsætte den linie og at Mellemfolkeligt Samvirke for alvor agter at leve op til vores selvopfattelse som en folkelig organisation.
Det giver også nye muligheder i forbindelse med finansiering. Vi mærker i stigende grad, at andre organisationer og virksomheder henvender sig til os med forslag til samarbejde. Det er selvfølgelig meget mere interessant at være den organisation, som ’man’ gerne vil samarbejde med - p.g.a. vores omdømme og folkelige opbakning – end konstant at skulle komme med hatten i hånden til virksomheder og fonde. Vi har indledt et samarbejde med 14 danske kvinder fra topposter indenfor erhvervsliv, kultur og administration - til støtte for kvindebevægelsen i Zimbabwe. Og vi har en del andre interessante samarbejdsprojekter med institutioner, virksomheder og enkeltpersoner på banen.
Global Platform i København
Mellemfolkeligt Samvirke har netop indgået en lejekontrakt på nogle helt fantastiske bygninger på Fælledvej og Ravnsborggade i hjertet af København. Det drejer sig om 4.500 m2 med overnatningsmuligheder for 75 personer, gode undervisnings-, køkken- og konferencelokaler og plads til vores sekretariat. Vi starter i begyndelsen af 2009 en Global Platform i København som skal være et kraftcenter for vores 5 globale platforme placeret verden over. Med etableringen af en Global Platform midt i København tager vi endnu et skridt, der tegner helt nye horisonter for organisationens fremtidige arbejde.
Etablering af en Global Platform i København, og flytningen af kontoret, er en proces som på afgørende områder vil ændre det Mellemfolkeligt Samvirke, vi kender i dag. Centeret skal være hjørnesten i en storstilet omkalfatring af vores arbejde med at engagere frivillige ildsjæle i arbejdet for en mere retfærdig verden. Det vil give os helt andre rammer og muskler til at udvikle et vildtvoksende, kreativt og skabende miljø. Samtidig vil Mellemfolkeligt Samvirke sikre sig en høj profilering og kendskabsgrad alene ved den fysiske placering.
Sammentænkningen af kursusvirksomhed, organisationsdrift og aktivisme i hjertet af Nørrebro vil uden tvivl øge dynamikken i organisationen. Det skal vi realisere i fællesskab over det næste år.
Det er aldrig skidt med lidt ærefrygt, og jeg kan garantere, at vi godt ved, at vi skal igang med et stort arbejde. Men jeg er glad for, at Mellemfolkeligt Samvirke tager dette skridt i mit første år som forkvinde – for jeg kan se et kæmpe potentiale for at styrke alt det, vi alle sætter allerstørst pris på ved vores MS.¨
Skal potentialerne udnyttes og visionerne materialiseres og skal dynamikken spredes til hele landet, kræver det ikke mindst gode ideer og nytænkning i en fælles proces, hvor alle kommer på banen. Vi sætter derfor gang i en proces internt i organisationen – der også er åben for frivillige og medlemmers aktive bidrag.
Face2Face
I begyndelsen af året gennemførte vi et review af DW-programmet. Det var en kritisk gennemgang, der på den ene side dokumenterede, at der kan være rigtig rigtig god mening i at bruge DW’ere i udviklingsarbejdet. Den ’rigtige’ DWer på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, kan bidrage og inspirere til øget kapacitet. Desværre viste reviewet også, at dette kun er tilfældet i en begrænset del af placeringerne, og at der lægges for lidt vægt på behov hos partnerne og kvalifikation hos DW’erne, når der placeres udviklingsarbejdere, og at vi er for fokuserede på at nå måltallene med antal udsendte. Heldigvis viste reviewet også, at ’Syd-DWerne’ har været et meget positivt bidrag. Alt i alt er det for bestyrelsen blev det klart dokumenteret, at der er behov for en grundlæggende reform af DW-programmet.
Såvel før som efter DW-reviewet, har bestyrelsen slået fast, at det folkelige møde er en afgørende grundpille i MS’ arbejde og selvopfattelse. Men vi skal til stadighed være parate til at udfordre os selv og forny de måde, vi arbejder med mellemfolkelighed på. I de senere år har vi gradvist neddroslet antallet af DW’er, mens vi har set en imponerende vækst i Global Contact frivillige. Bestyrelsen har spillet ud med et Face2Face papir, der lægger op til et langt mere nuanceret og mange-facetteret Face2Face program, der bevarer de bedste ting fra den måde, vi arbejder på i dag, og skaber rammer for nye måder at facilitere læring, inspiration og interkulturelt samarbejde. I næste bestyrelsesperiode skal vi have dette udmøntet i en konkret Face2Face strategi. Vi er rigtig godt tilfredse med, at Danida ser ud til at være helt med på nytænkningen.
Demokratiet i MS
Jeg talte før om Mellemfolkeligt Samvirke som folkelig organisation. Vi sætter demokratiet i højsædet, vi ønsker en stærk politisk ledelse og vi tror fuldt og fast på Mellemfolkeligt Samvirke som medlemsorganisation. Vi går endda så vidt, at vi propaganderer denne organiseringsform i vores internationale arbejde. Det er derfor vigtigt, at vi selv efterlever de demokratiske idealer og sikrer internt demokrati i - og politisk ledelse af - vores forening. Det er vigtigt med medlemsindflydelse også imellem generalforsamlingerne.
Desværre oplever vi problemer med medlemsdemokratiet i MS. Den møderække, som bestyrelsen tilbød medlemmerne i foråret, for at diskutere ActionAid spørgsmålet, var pinligt dårligt besøgt. Jeg tror, at der i denne forsamling vil være mange forklaringer på dette, men jeg håber, at vi kan være enige om, at det er et problem. Det er vigtigt, at vi ser fremad, og ikke prøve at genoplive tidligere modeller, som vi opgav, fordi de ikke virkede længere og ikke havde en fremtid.
På denne generalforsamling har bestyrelsen lagt op til en diskussion af medlemsdemokratiet og stillet forslag om en reform. Vi skal finde en tidssvarende måde at være en folkelig demokratisk organisation på i Danmark.
Afslutning
Jeg har ikke talt meget om ActionAid i denne beretning. Det er et særligt punkt på dagsordenen, og jeg ønsker ikke at gentage mig selv for meget. Men jeg tror, at alle vil vide, at bestyrelsen og dele af MS-systemet har været meget optaget af at gøre vores arbejde ordentligt m.h.t. undersøgelsen af muligheder og problemer med et eventuelt ActionAid-medlemskab, sådan som vi besluttede det på generalforsamlingen sidste år. Det har været en rigtig grundig proces. Mange sten har været vendt, og de folk som har deltaget aktivt i undersøgelsen har alle fået en mere positiv holdning til ActionAid og ideen om affiliering. Jeg er glad for, at den nuværende bestyrelse, som har været usikker på rigtig mange ting i forbindelse med ActionAid, efter stort arbejde og mange diskussioner er kommet til en enig beslutning om at anbefale en associering til medlemmerne og generalforsamlingen. Vi er blevet klogere og noget sikrere på det svære valg - og vi er godt tilfredse med den proces, vi har været igennem.
Mellemfolkeligt Samvirke er godt i gang med at skabe en fremtidsrettet profil og organisation, som vil forny og styrke vores engagement for fred, samarbejde imellem mennesker, lighed, tolerance og afhjælpelse af fattigdom.
Bestyrelsen er godt tilfredse med et meget aktivt år med mange vigtige beslutninger. Jeg er selv ganske stolt over at være forkvinde i en mere end 60 årig dansk folkelig udviklingsorganisation, som i den grad er med til at sætte dagsordenen for fremtiden.
Jeg vil gerne afslutningsvist takke personale og frivillige for en rigtig god indsats i det forløbne år.
Trine Pertou Mach
Forkvinde Mellemfolkeligt Samvirke
