Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Vedtægter for Mellemfolkeligt Samvirke ActionAid Danmark

Vedtaget på MS' rådsmøde den 26. september 2010

§ 1 Formål
Mellemfolkeligt Samvirkes formål er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet, for gennem et samarbejde over nationale og kulturelle grænser at bidrage til en bæredygtig global udvikling og en retfærdig fordeling af jordens rigdomme.

§ 2 Medlemskab
Stk. 1. Som personligt medlem kan optages enhver person, som kan tilslutte sig Mellemfolkeligt Samvirkes formål, og som ønsker at bidrage til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde.
Stk. 2. Som kollektivt medlem kan optages enhver organisation, institution, forening, privat virksomhed, forbund eller anden sammenslutning, som kan tilslutte sig Mellemfolkeligt Samvirkes formål, og som ønsker at bidrage til gennemførelsen af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde.
Stk. 3. Bestyrelsen godkender optagelse af nye kollektive medlemmer og orienterer efterfølgende MS-Rådet herom.
Stk. 4. Medlemskab tegnes for minimum et år. Bestyrelsen kan vedtage kontingenttyper med længere varighed.

§ 3 Medlemsgrupper
Stk. 1. Medlemmerne kan organisere sig i grupper efter tema, geografi, aktivitet el. lign. Grupperne virker i henhold til foreningens formål.
Stk. 2. Medlemmer og grupper kan søge foreningen om støtte til aktiviteter. De kan herudover ikke binde foreningen økonomisk.

§ 4 Kontingent
Stk. 1. Kontingentet for personlige medlemmer fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2. Kontingentet for kollektive medlemmer fastsættes af bestyrelsen efter forhandling med det pågældende medlem.

§ 5 Økonomi
Stk. 1. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen hæftelse for de for foreningen påhvilende forpligtelser.
Stk. 2. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 3. Inden 6 måneder efter hvert regnskabsårs udløb udarbejder bestyrelsen og generalsekretæren i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom en årsrapport bestående af en ledelsesberetning og et årsregnskab med resultatopgørelse, balance og noter.
Stk. 4. Bestemmelserne i Årsregnskabsloven finder anvendelse med de fravigelser og tilpasninger, der er en følge af foreningens status som forening.
Stk. 5. Årsrapporten revideres af foreningens statsautoriserede revisor.
Stk. 6. Den af revisor reviderede årsrapport forelægges på det ordinære MS Rådsmøde jf. § 7, stk. 5, litra 4.

§ 6 MS-Rådet
Stk. 1. MS-Rådet (herefter kaldet ’Rådet’) er Mellemfolkeligt Samvirkes øverste myndighed, og fungerer som et repræsentantskab. Rådet er sammensat af repræsentanter fra henholdsvis de personlige og de kollektive medlemmer samt repræsentanter valgt blandt de lønnede medarbejdere ansat i Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark.
Stk. 2. Blandt de personlige medlemmer vælges som udgangspunkt 20 rådsmedlemmer. For hver 7 personer, der opstiller udover de 20, udvides antallet af rådsmedlemmer med 5 indtil et maksimum på 60. Antallet fremkommer som følger:

Antal opstillede:  Antal pladser i MS-Rådet
<27: 20
27-33: 25
34-40: 30
41-47: 35
48-54: 40
55-61: 45
62-68: 50
69-75: 55
76 eller flere: 60

Rådet skal mindst bestå af 40 og maksimalt af 100 personligt valgte rådsmedlemmer eksklusiv rådsmedlemmer, der er valgt til bestyrelsen. Dette gælder uanset antallet af kandidater til et Rådsvalg.

Stk. 3.
a. Rådet skal have en kønsmæssig sammensætning, så ét køn ikke udgør mere end 60 % af Rådets medlemmer. Dette sikres ved tilrettelæggelsen af valget blandt personlige medlemmer og ved stemmeopgørelsen. Er der ikke nok kandidater af det ene køn til at fylde mindst 40 % af pladserne, besættes disse med kandidater af det andet køn – også selv om mere end 60 % af pladserne i Rådet dermed er besat af det ene køn.
b. Alle personlige medlemmer i Mellemfolkeligt Samvirke har mulighed for at opstille og stemme på de opstillede kandidater til Rådet med mindre de er lønnede ansatte i Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark.
c. Stemmeret og valgbarhed til Rådet er betinget af, at medlemskontingentet er betalt senest ved udløbet af opstillingsfristen.
d. Hvert personligt medlem af Mellemfolkeligt Samvirke har 20 stemmer at afgive på de personligt opstillede kandidater. Der skal afgives minimum 10 stemmer og de afgivne stemmer skal være afgivet på forskellige kandidater.
e. Ved stemmelighed mellem to kandidater trækkes der lod mellem kandidaterne.
Stk. 4.
Blandt de kollektive medlemmer vælges som udgangspunkt 5 rådsmedlemmer hvert år. For hver 2 personer, der opstiller udover de 5, udvides antallet af rådsmedlemmer med 1 indtil et maksimum på 10. Antallet fremkommer som følger:

Antal opstillede: Antal kollektive pladser i MS-Rådet
<7: 5
7-8: 6
9-10: 7
11-12: 8
13-14: 9
15 eller flere: 10
Rådet skal mindst bestå af 10 og maksimalt 20 kollektivt valgte Rådsmedlemmer, eksklusiv dem valgt til bestyrelsen. Dette gælder uanset antallet af kandidater til et Rådsvalg.

Stk 5.
a. Alle kollektive medlemmer har mulighed for at opstille en kandidat til rådsvalget. Personen repræsenterer det kollektive medlem, og organisationen kan erstatte personen, hvis dette skulle blive nødvendigt.
b. Alle kollektive medlemmer kan stemme på kandidater til Rådet opstillet blandt de kollektive medlemer.
c. Stemmeret og valgbarhed til Rådet er betinget af, at medlemskontingentet er betalt senest ved udløbet af opstillingsfristen.
d. Hvert kollektivt medlem af Mellemfolkeligt Samvirke har et antal stemmer der svarer til det antal kollektive medlemmer, der skal vælges. Alle disse stemmer skal afgives på forskellige kandidater for at stemmeafgivningen er gyldig.
e. Ved stemmelighed mellem to eller flere kandidater trækkes der lod mellem kandidaterne.

Stk. 6.
Valget skal åbnes senest en uge efter opstillingsfristen, og vare mindst 2 uger. Selve valget annonceres til medlemmerne minimum 4 uger før opstillingsfristen for kandidater. MS er forpligtet til at sikre, at alle medlemmer gøres opmærksomme på muligheden for at stille op og for at stemme.

Opstilling til Rådet og stemmeafgivelse foregår elektronisk og pr. brev. Mellemfolkeligt Samvirke skal gøre opmærksom på denne mulighed.

De nyvalgte rådsmedlemmer underrettes umiddelbart efter valgets afslutning om dettes resultat, ligesom resultatet offentliggøres.

Stk. 7.
Valgperioden til Rådet er 2 år, således at halvdelen af Rådet er på valg hvert år.
Stk. 8.
De lønnede medarbejderne i Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark har ret til at udpege tre medlemmer til Rådet og til at udpege en af disse til bestyrelsen. I tilfælde af et medarbejdervalgt rådsmedlems fratræden eller udtræden erstattes dette af et medarbejdervalgt rådsmedlem for den resterende periode.

Stk. 9.
Rådet fastlægger selv sin forretningsorden.
Stk. 10. Deltagelse i Rådets afstemninger kræver personligt fremmøde. Rådets beslutninger træffes med almindeligt stemmeflertal medmindre vedtægterne bestemmer andet. 
Stk. 11. Bestyrelsen kan fastsætte et deltagergebyr, hvis eneste formål kan være at udligne rejseudgifter.

§ 7 Ordinært Rådsmøde
Stk. 1.
Ordinært Rådsmøde afholdes hvert år inden udgangen af september måned.
Stk. 2.
Dagsorden meddeles foreningens medlemmer senest 4 uger før mødet.
Stk. 3.
Rådsmøderne er åbne med taleret for alle medlemmer. Rådet kan beslutte at lukke mødet under behandlingen af en konkret sag.
Stk. 4.
Forslag, der ønskes behandlet på Rådsmødet, skal være Mellemfolkeligt Samvirke i hænde senest 2 uger før mødet.
Stk. 5.
Det ordinære Rådsmødes dagsorden skal omfatte:
1. Valg af dirigent(er)
2. Godkendelse af procedureregler, tidsplan og dagsorden
3. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
4. Forelæggelse af årsrapport til godkendelse 
5. Behandling af forslag til rullende politisk årsplan
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af statsautoriseret revisor
9. Eventuelt
Stk. 6.
Valg til bestyrelsen:
a. Rådet vælger på sit ordinære møde 11 bestyrelsesmedlemmer.
b. Valget foretages i valgforsamlinger, således at de kollektive rådsmedlemmer vælger 2 bestyrelsesmedlemmer og personligt valgte rådsmedlemmer vælger 9 bestyrelsesmedlemmer.
c. De personligt valgte medlemmer af bestyrelsen skal have en kønsmæssig sammensætning så ét køn ikke udgør mere end 6 af de 9 pladser. Dette sikres ved tilrettelæggelsen af valget og ved stemmeopgørelsen. Ved indsupplering af suppleanter i bestyrelsen følges suppleantrækkefølgen under hensyntagen til køn. Er der ikke nok kandidater/suppleanter af det ene køn til at fylde mindst 3 af pladserne, besættes disse med kandidater/suppleanter af det andet køn – også selv om mere end 6 af de 9 pladser dermed er besat af det ene køn. Blandt de kollektive medlemmer bør der ved opstilling af kandidater tages hensyn til den kønsmæssige sammensætning.
d. Valget gælder for 2 år, således at halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.
e. Kandidater er valgt i de respektive valgforsamlinger, efter hvor mange stemmer de får. Kandidater, der ikke opnår valg til bestyrelsen, er suppleanter for medlemmer valgt i de respektive valgforsamlinger i den rækkefølge, stemmetallene angiver. Suppleantperioden løber til næste bestyrelsesvalg.
f. Ved stemmelighed, der skaber tvivl om, hvem af to eller flere kandidater, der er valgt til bestyrelsen, foretages omvalg i Rådet. Ved stemmelighed mellem kandidater, der vælges som suppleanter, afgøres kandidaternes suppleantrækkefølge ved omvalg. I tilfælde af stemmelighed ved omvalg afgøres resultatet ved lodtrækning.
g. Personlige medlemmer er valgbare til bestyrelsen hvis de inden for de seneste 9 bestyrelsesår højest har siddet i bestyrelsen i de 7. Et bestyrelsesår er perioden mellem to Rådsmøder. Der regnes altid i hele år. Det betyder at et medlem af bestyrelsen, der kun har siddet i en del af et bestyrelsesår, anses for at have siddet i et helt år.

§ 8 Ekstraordinært Rådsmøde
Stk. 1. Ekstraordinært Rådsmøde afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent eller efter skriftlig begæring fra mindst 1/3 af rådsmedlemmerne.
Stk. 2. Det ekstraordinære Rådsmøde indkaldes med 4 ugers varsel, senest 1 uge efter begæring er modtaget.

§ 9 Bestyrelsen
Stk. 1.
a. Bestyrelsen består af 13 medlemmer, heraf vælges jf. § 7, stk. 6. 11 medlemmer af bestyrelsen på Rådsmødet af og blandt Rådets medlemmer, 1 medlem af bestyrelsen vælges af og blandt de lønnede medarbejdere ansat i Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark og 1 medlem udpeges af ActionAid International.
b. Det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem er medlem af bestyrelsen på lige vilkår med de andre bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. I tilfælde af bestyrelsesmedlemmers udtræden erstattes de af suppleanter jf. § 7, stk. 6 e. I tilfælde af et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlems fratræden eller udtræden erstattes denne af et medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem for den resterende periode.
Stk. 3. Lønnede medarbejdere ansat i Mellemfolkeligt Samvirke kan ikke opstilles til bestyrelsen på Rådsmødet. Et bestyrelsesmedlem kan ikke søge en stilling i Mellemfolkeligt Samvirke.
Stk. 4. Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte permanente og midlertidige udvalg. Der skal ved nedsættelse af udvalg tilstræbes en ligelig kønsfordeling. Bestyrelsesmøder er åbne for medlemmerne medmindre bestyrelsen finder at særlige hensyn taler imod.
Stk. 5. Bestyrelsen er ansvarlig for Mellemfolkeligt Samvirkes generelle politik og foreningens økonomi.
Stk. 6. Bestyrelsen ansætter en generalsekretær, som varetager den daglige ledelse i overensstemmelse med de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet.
Stk. 7. Beslutninger i bestyrelsen træffes med almindeligt stemmeflertal.
Stk. 8. Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer og generalsekretæren i forening eller af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen kan meddele speciel fuldmagt.
Stk. 9. Et bestyrelsesmedlem forbliver medlem af Rådet i hele den periode, hvor vedkommende er medlem af bestyrelsen, og derefter indtil første Rådsvalg.

§ 10 Årsmødet
Bestyrelsen har ansvar for at der årligt afholdes et åbent medlemsmøde. Årsmødet giver mulighed for at medlemmerne i organisationen kan udtrykke politiske holdninger i forhold til Rådet og bestyrelsen. 

§ 11 Vedtægtsændring
Stk. 1. Ændring af vedtægterne kan kun ske efter beslutning på et Rådsmøde, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for.

§ 12 Opløsning
Stk. 1. Mellemfolkeligt Samvirkes opløsning kan kun ske efter beslutning i bestyrelsen og et derpå følgende Rådsmøde, hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Endelig bekræftes opløsningen højest 2 måneder efter ved en urafstemning blandt medlemmerne, hvor mere end 50% af de afgivne stemmer er for.
Stk. 2. I tilfælde af Mellemfolkeligt Samvirkes opløsning anvendes foreningens aktiver, efter opløsningen er bekræftet til fremme af foreningens formål.

§ 13 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Stk. 1. Ændringerne til overflytningen af 1 kollektivt bestyrelsesmandat  til de personlige bestyrelsesmandater træder i kraft umiddelbart til 2011 Rådsmødet.

Vedtaget på Mellemfolkeligt Samvirkes Rådsmøde den 26. september 2010