EU stopklods i klimaforhandlinger
En global-klimaaftale i København kræver, at EU viser forhandlingsvilje og er parat til at give indrømmelser til u-landene. Lige nu hænger klimaaftalen i en tynd tråd, vurderer Mellemfolkeligt Samvirke.
Af Trine Pertou Mach, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke30. marts 2009
Da EU’s statsministre mødtes i sidste uge, lykkedes det dem ikke at nå til enighed om, hvor stor en del af de rige landes klimagæld til fattige lande, EU vil tage ansvar for. Beslutningen blev udskudt, og i det hele taget er EU’s forhandlingsmandat meget tyndt frem til de kommende ugers internationale klimaforhandlinger, som leder op til topmødet i København.
Situationen er alvorlig. Generalsekretæren for FN’s klimasekretariat, Yvo De Boer, sagde i sidste uge, at de næste ugers forhandlinger er afgørende for, hvorvidt man når en aftale i København. Som bekendt bærer EU og andre rige lande hovedansvaret for udledningen af drivhusgasser og dermed klimaforandringerne. Derfor er det også naturligt, at EU spiller førsteviolin i forhold til forhandlingerne. Det er en forudsætning at nogen går forrest, for at der kommer fremskridt i forhandlingerne. Som Yvo de Boer sagde, så skal der være klarhed over, hvordan de rige lande vil finansiere deres klimagæld til u-landene, før de fattige lande vil forpligte sig til en reduktion af deres i forvejen relativt begrænsede udledning af drivhusgasser. EU sidder således med nøglen til fremskridt i forhandlingerne og derfor stærkt kritisabelt, at EU ikke har været i stand til at sætte tal på, hvordan og i hvilket omfang de vil finansiere deres klimagæld til verdens fattige lande.
EU bærer en stor del af ansvaret for, at en aftale i København hænger i en tynd tråd. Det stort set eneste, som EU har opnået enighed om, er at stille krav til de fattige lande om, at de skal præsentere strategier for, hvordan de vil reducere deres udledning af drivhusgasser. EU har heller ikke været i stand til afsætte penge til at bremse klimaforandringerne – det lovede EU ellers så sent som til klimatopmødet på Bali i slutningen af 2007.
Klimaforhandlingerne er røget længere ned på dagsordnen i EU og finanskrisen har i høj grad taget fokus. Dette er naturligvis dårligt nyt for forhandlingerne, men omvendt har finanskrisen og de milliard-store finanspakker vist, at hvor der er vilje, er der også vej.
I den kommende uge begynder den første af fire forventede forhandlingsrunder i FN-regi. Formålet med forhandlingsrunderne er, at man skal arbejde sig tættere på en aftale i København. Grundet manglende fremskridt i forhandlingerne er stemningen blandt parterne anspændt. Særligt tales der om en tillidskrise mellem nord og syd.
Og man forstår ”syd” – EU kommer tomhændet til forhandlingsbordet og har tidligere vist manglende vilje til at holde hvad de lover.
Verden venter stadig på konkrete udmeldinger fra USA's præsident Barack Obama, og jo længere tid der går risikerer både EU og Obama at blive stopklods på vejen til en klimaaftale.
Og når det så er sagt, så er hverken EU, USA eller u-landene tjent med hvilken som helst klimaaftale. Klimatopmødet til december vil stadig være en fiasko, hvis de mest forurenende lande udviser lederskab og villighed til at betale for konsekvenserne af klimaforandringerne.
