Artikel fra MS-revy 2/1992

Frivillige eller motorcykler? Fattigdom eller forretning?

Mediernes behandling af bl.a. MS' frivilligprogram har rejst en nødvendig debat om 90ernes bistandsformer. Men også på nogle punkter afsporet den. Hér nogle fakta om programmet anno 1992.

Af Peter Bischoff

18. marts 1992

FEBRUAR-NUMMERET af MS-revy var knap nok dumpet ind af brevsprækken hos Det fri Aktuelt, før krigstyper på avisens forside forkyndte: "U-landsfrivillige spild af millioner". Anledningen var Chr. Kelm-Hansens debatartikel i forrige nr. af MS-revy, "Er de frivillige penge­ne værd?"

Og hermed ­startede en heftig mediedebat om MS' og Ibis' perso­nelbistand. I første fase om de frivillige og program­mets udvikling. I den næste om de høje lederlønninger i udesystemet.

MS mener, at debatten er livsnødvendig. Og den er for længst i gang, både herhjemme og med vore partnere ude. Det afgørende er modtager­nes behov, og har frivil­ligpro­grammet over­levet sig selv, bør det ændres. Vi ønsker en åben debat herom. Derfor bragte vi Kelm-Han­sens artikel.

Men desværre er debatten også blevet afsporet med mis­visende forsider og over­skrifter, propor­tionsfor­vræng­ninger og gentagne fejl. Derfor hermed nogle fakta i et forsøg på at bringe debat­ten tilbage til dens bi­stand­spoli­tiske indhold. Og en opfor­dring til medlemmerne om at bruge opmærk­som­heden som in­spira­tion til at kaste sig fordomsfrit ind i diskussionen.

Et program i forandring

MS' frivilligprogram er ikke det samme, som da det startede for snart 29 år siden. I takt med de ændrede behov i modtagerlande­ne og i takt med vore erfaringer har MS også ændret den vare, vi tilbyder. Da program­met startede, var der et akut behov for fag­lært arbejds­kraft, der nærmest fyldte huller ud. I dag har modta­gerlandene langt flere ud­danne­de selv. De efter­spørger mere erfarne og professionel­le frivilli­ge, som indgår på en helt anden måde i udviklingsprocessen, og derfor har MS også øget kravene, styrket ud­dannel­sen og ændret sit program.

I sin konsekvens kan denne udvikling stille spørgsmålstegn ved frivilligprogrammets og personelbistan­dens eksistensberetti­gelse overhovedet. For med flere uddannede og en stigen­de arbejdsløs­hed i u-landene kan det selvfølgelig ikke være menin­gen, at dan­skere tager jobs fra kvalificerede lokale fagfolk. Vort mål er hjælp til selvhjælp og på langt sigt at gøre os selv over­flødige. Frivillig­programmet er ikke et mål i sig selv.

Imidlertid viser en lang række evalueringer, at der trods fejl og mangler fortsat er brug for den professionelle faglige træning og videnoverførsel, som vi tilbyder gennem frivilligprogrammet. Til at igangsætte og støtte udvikling i dialog med vore samar­bejds­part­nere ude. Derfor arbejder vi nu i stigende grad sam­men med folkelige organisationer i u-landene, hvor befolk­ningen selv for­mulerer deres behov og ønsker. Og derfor justerer vi løbende vor bistandspolitik i dialog med lokale folkelige organisationer.

De seneste eksempler på denne udvikling er nedsættelse programudviklingsgrupper med vore partnere og ansættelse af flere og flere "nationale" programmedarbejdere på vore kontorer.

Et fleksibelt program

Behovene er forskellige fra sted til sted, og vore erfaringer viser, at der i dag er brug for et fleksibelt program, som kom­binerer forskellige bistandsformer. Som kombi­nerer frivillige med økono­misk og moralsk støtte. Som kombinerer erfarne frivillige med yngre frivilli­ges større mobilitet. Og som kombi­nerer frivillige, der er ude i længere perioder, med korttids­ud­sendte, der løser af­grænsede opgaver. Derfor havde MS i 1991 f.eks. 14 ude på korttidskontrakter.

Og har modtagerne mere brug for motorcykler end frivillige, er det dén støtte, de skal have. Det gælder også, hvor kvalificere­de fagfolk findes lokalt, men pengene mang­ler. Her ønsker vi at kunne støtte folkelige organi­sationer­ i at kunne ansætte dem, og derfor har vi indledt forhand­linger med Danida herom. Ikke for at udvide vort budg­et, men inden for den nu­værende ramme. Antallet af frivillige er faldet de seneste år, og med et sådan fleksibelt program vil det falde yderligere de kommende år.

Kulturmødet

Når vi alligevel ser en rolle for frivillige i kombination med andre bi­stands­former, skyldes det dels, at vore frivilli­ge ofte når meget langt ud til målgrupperne i forhold til anden personelbi­stand og her i dialog med målgrupperne er med til at identificere behov - også for andre typer bistand. Og dels betydningen af, hvad MS kalder "kultur­mødet", den oprindelige frivillig-idé, kernen i hvad MS står for.

Kulturmødet går begge veje. Det er vigtigt, at vi tør stå ved vore værdier om f.eks. demokrati og menne­skerettigheder og erkender, at her har vi noget at bidrage med. Omvendt får ud­sendte en uvur­derlig indsigt ved at bo og arbejde i en frem­med kultur. De er med til at trække viden hjem om problemerne, så de som en "surdej" i det danske samfund kan præge vor samlede u-lands­politik i en mere soli­darisk retning.

Hvad koster de frivillige?

De frivillige får ikke millionlønninger, som påstået i pressen. De lever heller ikke på niveau med lokalbefolkningen. Vort princip er, at frivillige skal have lige vilkår uanset fag eller tjenesteland, svarende til en dansk faglært arbejder. De får udbe­talt et vederlag, der varierer, så det giver den samme købekraft. Det svinger mellem 3815 kr. og 8328 kr. om måneden med 5350 kr. i gennemsnit. Det er skattefrit, hvortil kommer fri bolig, forsik­ring mm. Til sammen­ligning får en sygeplejerske udsendt gennem Dansk Røde Kors ca. 12.000 kr. skattefrit.

MS har ca. 325 frivillige udsendt, finansieret af Danida. Hver frivillig koster i 1992 i alt 827.000 kr. for en toårig periode. Foruden vederlag, rejseudgifter, forsikring osv. rummer det udgifter til rekruttering, udvælgelse, information, uddannelse, administration i København, drift af landekontor, køretøj for den frivillige samt støttemidler til brug i bistandsarbejdet. De sidste udgør alene 11 pct. eller godt 91.000 kr. - se figuren!

Til sammenligning koster en ca. Danida-ekspert det dobbelte og en firmarådgiver det tredobbelte. Sammenlignet med andre frivilligorganisatio­ner ligger MS på niveau med Norge, Sverige, Tyskland og Hol­land - lande, som vi normalt sammenligner os med. Finland ligger højere­, mens f.eks. New Zealand, som anført i Kelm-Hansens artikel, ligger betydeligt lavere.

Det er dog svært at sammenligne, for programmerne er forskellige, hvad angår transport, uddannelse og pla­cerings­typer. Nogle accepterer ikke udgifter til medfølgende børn. Det er også billigere at lave enkle "gapfiller"-placeringer af skole­lærere end at sende frivillige langt ud i bushen med kompli­cerede ud­viklingsop­gaver. MS lægger her vægt på, at vore frivillige er veluddannede, kommer langt ud, er mobile og når den fattigste målgrup­pe. Det kræver bl.a. transport og opbakning fra kvalificere­de programfolk på et landekontor. Derfor har denne type bistand også en ret høj admini­strationsprocent på ca. 10.

Kvalitet koster

Eller sagt med andre ord: kvalitet koster. Med de øgede krav til frivillig­programmet er det blevet dyrere. Det gælder også ud­vik­lingen mod ældre og mere erfarne frivillige, hvor gennemsnits­alderen er steget fra 23 år ved programmets start til 39 år i dag.

De seneste års stigning i udgifterne skyldes dog andre poster end vederlaget, især transport, støttemidler og projektforberedel­se. Hvad levestandarden angår, har MS' styrelse gennem mange år, trods protester fra de frivillige, afvist stigninger ud fra, at niveauet er rimeligt for at kunne yde en pro­fessionel indsats, og at engage­mentet fortsat skal være moti­vet for at rejse ud. MS søger også, trods de stigende krav om erfaring, at udsende yngre frivilli­ge, f.eks. i samplaceringer med lidt ældre.

Generelt har MS søgt at balancere mellem at pro­fessiona­lisere programmet og bevare engagementet. I et indlæg an­det­steds på disse sider støtter Titus Moetsabi fra Zimbabwe denne professionalisering. Andre - herhjemme - mener, at der er sket en glidning bort fra den oprindelige idealis­me i programmet, og at f.eks. Operation Dagsværk bør give de store u-landsorganisationer noget at tænke over.

Kan engagementet bevares med en fortsat pro­fessionali­sering? Er der en fare for, at de udsendte med deres langt højere levevilkår isoleres fra målgrupperne og fastlåses i uheldige roller? Eller er det, som Titus Moetsabi skriver, at skabe en myte om, at der ikke er forskelle, og afspore debatten fra det vigtigste: ud­viklingsarbejdet? Også hér er der brug for fordomsfri debat - og for eksperimen­ter med andre udsendelsesfor­mer, hvor f.eks. unge engagerede kan rejse ud på andre vilkår, sådan som MS allerede i det små praktiserer det gennem sit u-landsopholds-program.

Lederlønningerne

Påstanden om den forsvundne idealisme blev sat på spidsen med debatten om millionlønningerne til lederne i vort udesystem. "Solidaritet på First Business Class", kaldte Claus Larsen-Jensen fra SiD det - uden dog at forholde sig til vilkårene for fagbevægel­sens egne udsendte rådgivere. Og udenrigsministeren deltog i forargelsen, selv om hans egne embedsmænd har indstillet MS at følge Danidas lønsystem.

Fakta er ikke, som det har kunnet se ud i pressen, at at MS' udsendte ledere modtager skattefri millionlønninger. Det udsendte landekontorpersonale modtager mellem 231.938 kr. og 498.726 kr. med et gennemsnit på 329.125 kr. skattefrit plus fri bolig. Omregnet til lønninger i Danmark svarer det til mellem 850.000 og 1,4 million kr.

Der er tale om, at MS på opfordring fra Udenrigsministeriet og Danida har fulgt statens regler. I følge disse er sådanne lønninger skattefrie. Senest har MS siden juni 1989 på opfordring fra Danida indpla­ceret koordina­torer som projektledere. Det er især de særlige landetillæg, der er løbet løbsk og i nogle tilfælde har bragt lønningerne så højt op. Skalalønningerne svinger mellem 195.000 og 305.000 kr. Landetil­læggene udgør fra 5000 til 215.000 årligt.

Men selv om MS på opfordring fra Danida har fulgt statens regler, er der tale om meget høje lønninger, som - trods nødvendigheden af på markedet at kunne tiltrække tilstrækkeligt kvalificerede - rejser spørgsmålet, om MS hermed gør fattigdom til forretning. Således kaldte MS' generalsekretær lønningerne for "skræmmende høje". Og MS' formand Knud Vilby erkendte, at "alarmklokkerne for længst burde have lydt". Han sagde også, at lønningerne i allerhøjeste grad var et moralsk problem og "især problematisk for os aktivister, der mener, at MS er en vigtig orga­nisation, der arbejder for større lighed".

Derfor besluttede et enigt forretningsudvalg i MS få dage efter at nedskære disse lønninger med 25 pct. Besparelsen fore­slås anvendt til at støtte udviklingsarbejdet i u-landene.

Færre danske og flere lokale

Det var ikke MS, der startede dén debat, og det kan, set i bakspej­let, ­kun beklages. Alligevel hører det med i billedet, at kritikken også må slå ind i Danida selv og i andre bistandsorgani­sationer, der udbetaler endnu højere lønninger.

Det hører også med i billedet, at MS siden 1988 har beskåret sit samlede udsendte personale på landekontorerne med 33 pct. fra 31 til 25 ansatte samtidig med, at MS har startet to nye frivillig­programmer i Uganda og Mellemamerika. Disse 25 stillinger udgør kun 5 pct. af MS' samlede frivilligbudget. Endelig er an­tallet af lokalt ansatte programmedarbejdere på landekontorerne i samme periode steget fra 11 til 31. En udvikling, der giver højere kvalitet i bistands­arbejdet for færre penge.

Endelig skal det med, at lønningerne i MS' hjemmesystem ligger i markedets lave ende.