Min mening

Dovne labaner!

Af Martin Jørgensen

DE ER DOVNE! De er ligeglade! De snyder dig, hvis de ka' komme til det! osv. Hvor ofte har du ikke hørt en frivillig udtale sig sådan? "De" er afrikanere, som en nyankommen ser dem. Er det et sandt billede? Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om sandt eller usandt. Det bunder i mangel på indsigt.

Fra du ankommer og et godt stykke tid frem (det varierer fra person til person) er dit hoved stadig fuldt af Danmark - ind­stillet på danske værdier - og hvis noget er forskelligt, så er det danske og afrikanske værdier - læs kultur, for dér er rød­derne.

Både dansk og botswansk kultur er udviklet gennem århundreder, men i to forskellige omgivel­ser. Den danske ve­steu­ropæ­iske kultur har tidligt udviklet sig til at blive en penge­orien­teret kultur, hvor alt har en pris i penge. I Botswana er penge først for ganske nylig blevet en del af landets kultur­mønster. Penge er de seneste 20-25 år blevet en nødvendig­hed for de fleste.

Da penge først sent er blevet en del af kulturen, har de endnu ikke forstyrret familiestrukturen - den udvidede familie, som du deler med og er helt afhængig af. Men penge kan få denne struktur til at falde fra hinanden.

Disse forhold påvirker arbejds­betingel­serne meget, ikke mindst for den frivillige. Hun kaster sig ud i pro­jektet, fuld af gode intentioner om at arbejde sammen og udvikle en institution sam­men med en gruppe folk.

Vi ved næsten alle, hvad der ofte sker. Ingen tager an­svaret, "de" holder lange pauser, "de" forventer altid, at det er dig, der handler. "De" viser kun engagement på lønnings­dagen. Du konklu­derer måske: "Ønsker de hverken udvikling (hvad det ord så dæk­ker) el­ler min tilstedeværel­se?". Jeg mener, at denne holdning bunder i deres traditioner og kultur.

Du er en autoritet, ikke kun fordi din hud bliver lyserød i Afrikas sol, men også fordi du kommer udefra - fra dén del af verden, som alle hér har fået at vide er den såkaldte ud­viklede verden. Din rolle som autoritet gør folk tøvende over for at tage initiativer, for det er jo det, man har autoriteter til, ikke?

De har gennem hele livet lært at respektere ældre menne­sker, myndigheder, forældre osv. - kort sagt autoriteter. Det er et alvor­ligt dilemma, men det kunne måske mindskes ved at ud­delegere ansvar - rigtigt ansvar, hvor folk lærer af deres fejltagel­ser. Traditionelt var arbejdet en integreret del af deres daglige sociale liv. Det betød, at tiden, der gik med at ud­veksle ny­heder og sludre sammen, var næsten lige så vigtig som andre ting. Der var tid til alt - hele tiden. Disse vaner er delvist taget med ind i det moderne afrikanske livsmønster som et resultat af deres kultur.

Sidst, men ikke mindst, er der stor forskel i hele hold­ningen til et givet projekt hos den frivillige og de lokalt an­satte.

Udviklingsarbejde er, set med lokale øjne, en udlænding, der i nogle år kommer for at arbejde som leder eller chef. Og hvis modtageren ikke kender den over­ordnede idé med det hele, hvordan kan de så nogensinde få noget udbytte af det?

Den frivillige kommer med ideer om at udvikle projektet sammen med folket - folkelig deltagelse - men næsten alle lokale, der er involverede i projektet, betragter det som ethvert andet job. Du møder, arbejder lidt - så lidt som muligt, som vi danskere siger - og får din betaling.

Måske det er en af grundene til, at en frivillig siges at udføre sit arbejde bedre det andet år, han er udsendt - fordi man bliver mere fortrolig med disse kendsgerninger, og når din dansk­agtighed forsvinder, bliver dit sind mere indstillet på afrikanske betingelser.

Jeg oplever nu en masse af disse forhold, fordi man ser dem mere klart, når man er ved at trække sig ud af projektet (et handelsgartneri). Jeg besluttede at trække mig ud syv måneder før min kontrakt udløb - for så at sige at give de involverede kvinder­ tid til at finde deres egne ben og udvikle deres gart­neri, i over­ensstemmelse med deres livsform.

Der er sket interessante ting, og jeg kan nu fra sidelinien se, at der også findes en anden holdning til arbejdet. Jeg oplever nu, at ting, jeg tidligere var bekymret over, om ville blive gjort, hvis jeg ikke var til stede, bliver udført - og som sandsyn­ligvis ikke blev udført, for "hvorfor bekymre sig, når rådgi­veren husker os på det eller selv gør det". Jeg blev med at fortælle dem, at det var deres gartneri og deres beslutninger, men de så mig tage beslutnin­gerne, selv om jeg prøvede at undgå det. Så selvfølgelig tvivlede de, fordi mine ord virkede selvmodsigende.

I stedet ser jeg nu et gartneri udvikle sig, skabt ud fra deres ideer. Det fremtidige gartneri vil sandsyn­ligvis få en ydeevne langt under dansk standard, men til gen­gæld være integreret i deres liv. Det er ikke et job, men en del af deres liv. Det betyder, at i løbet af arbejdsdagen bliver der vasket tøj, tilbe­redt mad og passet børn. Men der bliver også sået gulerødder, ud­plantet kål og luget bøn­ner.

Udover en lille løn giver det dem mulighed for at dyrke deres egen køkkenhave og få en anden indfaldsvinkel til lokalsam­fundet, en følelse af at yde noget og ikke mindst status.

Alt dette blot for at nævne nogle få af de tanker og over­vejelser, mange frivillige vil komme ud for eller allerede har gjort sig. Og så har jeg slet ikke nævnt sproget, men der er ingen tvivl om, at det er meget hæmmende, hvis du ikke kan det talte sprog. Mine egne erfaringer er, at jo mere sprog jeg har lært, des bedre har vi kommuni­keret inden for gruppen. Selv om det måske stadig foregår på engelsk, er sproget virkelig med til at opbygge tillid.

Måske har jeg ind imellem sat tingene lidt på spidsen, men jeg tror, det er meget vigtigt at finde en "lokal vinkel"  på mange problemer og deres løsning­. For mig er det den eneste måde at få projekter til at lykkes. Der findes ikke nogen genvej, men på den anden side: gør det det ikke blot til en endnu større udfordring?

Trykker skoen igen

- eller er det bare dårlig administration?

PÅ GRUND AF underskud på udvekslingsprogrammet (arbejdslejrene i Danmark og Europa og u-landsopholdene) foreslog MS' forretningsudvalg (FU) for fire år siden at nedlægge dele af programmet - dvs. lejrene i Danmark og Europa. Det var FUs udokumenterede påstand, at årsagen til underskuddet skulle findes i disse to delprogrammer.

MS' medlemmer fejede forslaget af bordet, og der blev i stedet skåret ned på lønudgifterne til de to programdele. Fra styrelsens side var der en positiv holdning til videreførelsen af arbejdslejrene, og man talte om at "se på" en opnormering af stillingerne, når programmet igen viste overskud.

Da Danmark-lejr-delen blev flyttet fra København til sekretari­atet i Århus i 1989, fulgte der en kvart stilling med. Den kvarte stilling var en opnormering af medlemskonsulentstillingen og dertil kom en nyoprettet HK-elev-stiling, der bestemt ikke kunne be­sættes af fru hvem som helst. Eleven er et mangeårigt aktivt med­lem, samt tidligere udvekslingsudvalgs- og styrelsesmedlem.

Trods HK-elevens skoleophold og stor diskontinuitet på den kvarte stilling er det lykkedes eleven og et stort antal arbejds­lejraktivister fra hele landet at arrangere ca. 30 lejre pr. år. Det vil derfor være på sin plads, at styrelsen nu ser på den før omtalte opnormering.

Problemet er akut, idet HK-eleven er udlært pr. 31. marts. Med begrundelse i det samlede udvekslingsprograms økonomiske situation har ledergruppen vedtaget ikke at fastansætte den udlærte HKer - men for de resterende ni måneder af 1992 at afsætte et beløb svarende til ca. syv måneders ansættelse på HKs mindsteløn. Og hva' så?

Satser ledergruppen på, at hun "for sagens skyld" arbejder gratis i to måneder? Hvis nej, hvem skal så opretholde kontinui­teten på et professionelt program - uden døde perioder? Den korttidsansatte eller aktivisternes fortsatte engagement?

Bliver der en fastansat i 1993? Hvis ja, kan ledergruppen/MS så fagpolitisk forsvare at fyre en medarbejder pga. to måneders lønudgifter på HKs mindsteløn?

Hvordan skal programmet udvikle og forny sig iht. repræsen­tantskabets arbejdsprogram?

De tre programdele i udvekslingsprogrammet er arbejds­mæssigt af samme størrelse. De er både mht. at udsende og modtage deltagere samt økonomisk afhængige af hinanden. Jeg vil derfor foreslå ledergruppen/MS at tage hele programmet alvor­ligt og se nærmere på den meget store uligevægt, der er i ressourcefordelingen inden for de tre dele af programmet.

Jens Rasmussen, arbejdslejraktiv i Århus

Svar

LEDERGRUPPEN behandlede den 19.11.91 ønsket om en fuld­tidsan­sat, privat­finan­sieret medarbejder til arbejdsområdet "Danske Lejre". Holdningen var klar: Det samlede udvekslingspro­grams økonomi er stadig uhyre sårbar og helt afhængig af store eksterne tilskud. I dén situation er der ikke basis for at ansætte mere personale.

Det står lige så klart, at det høje niveau for danske lejre ikke kan holdes uden massiv hjælp fra aktive MS-grupper. En fuldtids­ansat koordinator vil ikke ændre på dét forhold. Der har været en vældig bevægelse på området igennem de sidste par år, og den positive, fornyende programudvikling er nok primært et resultat af den store aktivistindsats.

Ledergruppen fastholdt også den nuværende fordeling af persona­le. De enkelte programområders og afdelingers arbejds­mængde kan gøres op på utallige måder. Områdernes bidrag til den sam­lede ind­tjening varierer også. Ledergruppen syntes ikke, at der var en væsentlig skævhed i fordelingen af de ressourcer, som MS i dag sætter ind på ud­vekslingsom­rådet.

Aksel Johansen, afdelingsleder, MS-Århus

Nogle myter - og MS

Af Hans Christian Grau Nielsen

ALT HVAD VI sanser eller oplever, bliver fortolket ud fra de myter, vi tror på. Dvs. når vi har nogle oplevelser eller gør os nogle erfaringer, så styres vores fortolkning eller oplevelse af de antagelser, den viden og de fordomme, som vi har i forvejen.

Hvis dette er rigtigt, så bliver de myter, vi tror på, ganske vigtige - for de bestemmer, hvordan vi opfatter det, der sker i vores omgivelser. Og handler man efter nogle "forkerte" myter, bliver det man gør ikke så meget i overensstemmelse med det man ønsker, som det kunne være. Virkeligheden bliver tåget, det samme gør handlingerne.

Et eksempel: man kan stadig være socialist, hvis man ikke har gjort Marx til profet, men brugt hans tanker som spændende analyser, der kunne hjælpe én i forståelsen af nogle økonomiske sammenhænge.

Hvordan er det så med MS og myterne?

Billede 1 (Maleri af Inge Ellegaard.)

Jeg vil påstå, at der i MS er nogle myter, som godt må revideres. Her et par eksempler på generelle myter.

Det første billede illustrerer en meget udbredt myte eller holdning: "Den tredje verden er så eksotisk". Det er den også - der er i hvert fald nogle anderledes oplevelser at hente. Men dér, hvor det kan blive et problem, er, når man romantiserer det og gør det åh så godt. Derude er de meget mere oprindelige og - underfor­stået - lykkelige.

Billede 2 (Den lille familie på trekking i Nordthailand med lokal fører.)

En anden forestilling eller myte, der bevæger sig i folks hoveder, er fore­stillingen om, at de er meget fattige, og at nogen må hjælpe dem.

Billede 3 (Lille dreng deler ud af sit overskud.)

Vi er da heldigvis så gode, at dét gør vi, hjælper. Der er også dét med "Den hvide mand byrde" - nej, ikke Kiplings digt, men skylds­bevidstheden over alle de ulykker, imperialismen har påført den tredje verden. Her skal der passes på, for når man påtager sig ansvaret for andre mennesker, så umyndiggør man dem også.

Billede 4 (Selv om man ikke har så meget på, kan man godt bære sin vær­dighed med stolthed.)

Værdighed er noget af det, der så nemt glemmes, når oplevelser­ne kommer forbi i en hast: Når vi er ude som turister, arbejdslejrdeltagere eller kooperanter. Oplevelserne suser forbi i hastigt tempo, og man bliver endnu mere afhængig af det, man tror på, myterne, i sin fortolkning af det, der sker.

Men også i den tredje verden er der en kultur, ikke kun lokal folklore - der er også kultur og klasseforskelle.

Billede 5 (De, som har stået for fremstillingen af dette kulturelle udtryk, tilhører overklassen, og de har ikke mænget sig meget med turi­ster siden Marco Polos dage.)

Et eksempel: I en engelsksproget avis i Bangkok kunne man på et tidspunkt læse følgende historie: I et buddhistisk kloster i Bangkok delte man hvert år mad ud til de fattige en bestemt dag. Således også dette år. Man var god og gjorde noget for dem i nød. Folk stod uden for jernporten og ventede på, at den blev åb­net - kun var der dén forskel dette år, at der var mange.

Da porten blev åbnet, myldrede folk så ind. Men da der var så mange dette år, blev de forreste skubbet frem af dem bagfra. Og da der var et trin ned, lige inden for porten, snublede de forreste. Resultatet blev, at de lå på jorden og blev trampet til døde.

Munkene udtalte, at det der var tænkt som en god handling blev det stik modsatte. Den undrende læser kan med en vis ret spørge, hvad man så skal gøre.

Ét forslag kunne være at følge noget af den lærdom, som to mytologiske skikkelser har givet os, nemlig Buddha og Jesus. Mennesket er både godt og ondt. Vi kan ikke altid styre konsekvenserne af det, vi gør, men vi kan lave tydelige og klare spilleregler og forlange dem overholdt. Et eksempel: Am­nesty International og de borgerlige rettigheder.

Undertegnede har kritiseret MS en del i bladet "Frivillig", uden at MS ret tit har besvaret kritikken. Kritikken har bl.a. gået på, at der er for meget hattedamepolitik i MS (læs pladderhumanisme), der har været en voldsom tiltro til, at de ledende personer i frivil­ligafdelingen, herunder koordinatorerne, altid gjorde det rigtige, mens de frivilliges kritik enten er blevet afvist eller ikke besvaret.

På det sidste har der vist sig nogle tiltag, der trækker i retning af, at formynderiet er på tilbagetog. Det kan man glæde sig over.

For nogen tid siden var der en disput i MS-revy om en bog, som nogle gymnasieelever havde lavet på baggrund af et kortere ophold i et afrikansk land. Den bog er et eksempel på noget af det, der er anført ovenfor: Lidt viden, megen medfølelse og så i gang med mytedannelsen: Hvor blev latteren af?

Nogle af de kvalitative krav, der kan stilles, er: Investering i viden og oplysninger inden man handler, autonomi går før bedre­videnhed og sidst, men ikke mindst: Uddannelse flytter mere på, hvad der foregår mellem folks ører, end bistandshjælp.

De frivillige og kritik/penge

I anledning af den aktuelle debat om frivilligprogrammet skriver Hans Christian Grau Nielsen bl.a.:

GENNEM i hvert fald de sidste par år har der været en debat i bladet Frivillig og været udtrykt en del utilfredshed med MS-bureaukrati­et. Det har i den debat skortet på konkrete svar på konk­rete spørgsmål, og svarene, der er kommet, er tit blevet opfattet som arrogante af de frivillige, der ytrede sig.

Undertegnede har nogle gange forsøgt at få svar på spørgs­målet: Når en frivillig på to år koster 847.000 kr., og uddannelse, sprogkursus, løn (undskyld, vederlag!) mv. koster ca. 354.000 kr. - hvad går de sidste 493.000 kr. så til?

Med 320 frivillige giver det 246.000 x 320 = 78 millioner om året til støtte for opgaven, altså administration mv. Det må kunne forklares i MS-revy, hvordan dét beløb bruges.

Indtil videre er indtrykket, at kontrol og styring har været mere fremtrædende end demokrati og opbakning i relationen Borgergade - de frivillige. Den stil, der har gjort, at Borgergade opfattes som en (vogn)borg, er ikke fremmende for græsrods­arbejde.

Der var måske perspektiv i at fortsætte Kelm-Hansens debat i MS-revy ved at opstille klare offentliggjorte regler for frivilligarbej­de, hvor målsætningen om eks-frivilliges oplysning i Danmark blev opprioriteret - udveksling af kulturel erfaring, af en dybere indsigt end et turistophold på en arbejdslejr eller nogle gymnasieelevers 14-dages ophold.

PS: Man kan notere sig, at Danida har sagt, at administrationen af frivilligprogrammet skal billiggøres, og at oplægget om direkte støtte til lokalbefolkningen ikke var gennemarbejdet godt nok. Det er ikke de frivillige, som Danida har kig på.

Hans Christian Grau Nielsen, MoZambique-kooperant 1986-88

Tak til Kelm!

DET VAR EN modig artikel af dig i MS-revyen om skredet i det "frivilligprogram", du jo var fadder til. Blot kan man måske beklage, at du ikke for ti år siden eller mere havde seks uger til at opleve det skred, som du nu har oplevet på egen krop.

Din oplevelsesartikel i Kristeligt Dagblad fra USA-centrets udflugt til til masaierne var også god, selv for én, der lidt tidligere havde været på samme tur.

Og din tankegang om, hvad man - folket, måske de fattigste - kunne få for 847.000 kr. burde da også skabe lidt røre. Tidligere har man jo ikke villet røre ved det.

Jeg nævnte det engang på et repræsentantskabsmøde, at jeg syntes en halv million kr. for to års frivilligarbejde var foruroligende højt, men blev mødt med larmende tavshed.

Men dig kan man vel ikke blot lade dø i tavshed og køre videre som sædvanligt.

Jeg forsøgte - lidt provokatorisk - på dette års Botswana-møde at påstå, at de frivilliges levestandard var steget, da de nu havde udregnet, at de ikke både havde råd til at leve og holde ferie.

I øvrigt vil de finde tilslutning fra dig nu til at foreslå, at MS ændrer sig til en "rigtig arbejdsgiver".

Modigt mod i marts, fra dem der måtte behandle dit indlæg, tak.

Viggo Bertelsen, Botswana