Rullende Politisk Årsplan 2010-2011
1. Indledning
Den Rullende Politiske Årsplan diskuteres og godkendes hvert år af bestyrelsen og Rådet på Mellemfolkeligt Samvirkes ordinære Rådsmøde. Den har til formål at fastlægge de overordnede politiske perspektiver, målsætninger og prioriteter for MS’ samlede indsats. Det er i drøftelsen og forhandlingen af denne handlingsplan, at Rådet udstikker foreningens grundlæggende politiske retning for det følgende år.
Den Rullende Politiske Årsplan udgør en politisk fortolkning af MS’ overordnede strategier, principper og værdigrundlag. Heri formulerer Rådet en række forventede resultater og aktiviteter, der påvirker prioriteringen af bestyrelsens konkrete arbejde i den etårige periode, den er vedtaget til. Mellem Rådsmøderne udgør planen en overordnet ramme for MS’ arbejde og for udarbejdelsen af specifikke handlingsplaner på foreningens forskellige aktivitetsområder.
I årene 2009-2012 suppleres den Rullende Politiske Årsplan af en opdateret version af dokumentet ”MS in Transition”, der er den vigtigste rettesnor for de organisatoriske prioriteringer, mens den Rullende Politiske Årsplan hovedsageligt fokuserer på bestyrelsens rolle i den kommende etårige periode.
2. Status for den Rullende Politiske Årsplan 2009 – 2010
Følgende afsnit gør status over de handlingspunkter, der blev godkendt af bestyrelsen og generalforsamlingen i 2009. Det skal skabe et overblik over bestyrelsens opfyldelse af de politiske prioriteter, der blev vedtaget sidste år.
Planen pkt. 1: Bestyrelsen skal sikre, at målsætningerne i ’MS in Transition’ forfølges i den kommende periode.
| Planen pkt. 1 | Status pkt. 1 |
| a. At blive en ledende stemme i den danske udviklingsdebat. | Bestyrelsen har i den etårige periode 2009-2010 støttet MS i at forfølge ambitionen om at blive en ledende stemme i den danske udviklingsdebat. Processen er blevet fremhjulpet af AAI’s analytiske kapacitet. Bestyrelsen har valgt at prioritere MS’ politiske fokus inden for Danmarks grænser. Det har medført en styrkelse og udvidelse af MS’ teams for policy-, kampagne- og mediearbejde, hvilket har hjulpet MS til at arbejde mere målrettet med at styrke bevidstheden blandt danske borgere gennem fortalervirksomhed og lobbyarbejde. Denne prioritering har skaffet MS markant større mediebevågenhed og genkendelighed i den danske befolkning. En statusoversigt udarbejdet af AAI for første kvartal 2010 viser, at MS’ generalsekretær og forkvinde tilsammen toppede listen over de mest citerede personer i pressen inden for AAI. Et studie bestilt af Udenrigsministeriet i starten af 2010 fandt at ca. 60% af danskerne pegede på MS som den organisation, de mest forbinder med udviklingsbistand. Desuden har bestyrelsen prioriteret optræden på den fælles danske NGO-scene. Således er MS fortsat aktivt medlem af NGO Forum og 92-Gruppen, har formandskabet for Concord DK og er repræsenteret i Danidas Internationale Udviklingsråd. Det drejer sig om politiske instanser, hvor MS har mulighed for at indvirke på andre danske NGO’er og på den danske regering både gennem lobbyarbejde og kritisk debat. Der fremstod et eksempel på, at MS’ større fokus på lobbyarbejde og fortalervirksomhed har virket, da den nye udviklingsminister fremlagde Danmarks udviklingsstrategi i februar 2010. MS tog teten i kritikken af strategien, og med bestyrelsens fulde opbakning blev NGO Forum lobbyet af MS til at melde skarpere ud imod ministerens oplæg i tråd med MS’ egne kritiske høringssvar. Bestyrelsen fokuserer fortsat på at fastholde MS’ kritiske stemme. |
| b. At opbygge en stærk kampagneorganisation med deltagelse af et stort antal frivillige. | Bestyrelsen har løbende fulgt arbejdet med at gøre MS til en stærk kampagneorganisation i Danmark såvel som internationalt. Kampagneaktiviteter og frivilligt arbejde er hovedredskaber til at styrke unges kapacitet til at udføre oplysningsarbejde og dermed til at handle som globale borgere over for globale problemstillinger. Kampagnearbejdets centrale placering er netop blevet understreget af at området har fået sit eget ledelsesophæng. Til det formål har bestyrelsen aktivt støttet opbygningen af ”Activista DK”, der udgør en dansk dimension af det internationale Activista-kampagnearbejde. Activista DK bakker op om oplysningsarbejde og står for aftenarrangementer, hvor unge frivillige inviteres til debatter og kan lære mere om forskellige problemer i ulande. MS’ træning og udsendelse af danske og udenlandske frivillige som ”klimagældsagenter” i forbindelse med klimatopmødet i København, COP15. Satsningen på Activista DK sikrede således en succesrig afholdelse af den fjerde Fair Fælled Festival med musik og reklame for fairtrade, der fik værdifuld støtte fra MS’ frivillige kampagnearbejdere. Flere andre kampagner er ligeledes blevet gennemført i løbet af den etårige periode 2009-2010. Bestyrelsen fokuserer fortsat på at fastholde MS’ rolle som en stærk kampagneorganisation med opbakning fra et stort antal frivillige. |
| c. At blive en stærk fundraising-organisation med et stort bagland af bidragsydere. | b) Bestyrelsen har haft fokus på at MS udvikler sig til at blive en stærk fundraising-organisation med et stort bagland af bidragsydere. Der er på mange måder tale om et kulturskifte, og bestyrelsen har også selv rykket sig i denne proces. MS’ ambitiøse mål for den etårige periode 2009-2010 var at blive en stærk fundraising-organisation og øge donationerne fra de mange former for støttemedlemmer. MS’ største fundraising-kilde i 2009-2010 har været de faste bidrag fra medlemmer og supportere. Således har bestyrelsen såvel som resten af MS stadig ambitioner om at øge denne aktivitet og støtteform. Fundraising i MS’ eget bagland suppleres med indtægter fra den TV-transmitterede Danmarksindsamling såvel som MS’ Landsindsamling. Desuden har MS oplevet en betydelig stigning i bevillinger fra offentlige fonde og i indtægterne fra sit eget program ”Kvinder for Indflydelse”. I 2010 diskuterede bestyrelsen MS’ koncept- og brand-udvikling og brugte kræfter på at analysere potentielle målgrupper for fortsat hvervning af MS-frivillige og bidragsydere. På det årlige ordinære Rådsmøde i september vil der blive fremlagt en strategi, der skal underbygge dette arbejde i bestyrelsens regi og fastlægge prioriteringerne for MS som organisation. Bestyrelsen fokuserer stadig på at støtte MS i at styrke sin fundraising med en målsætning om at bevare og fortsat udvide det store bagland af bidragsydere. |
| d. Løbende at sikre en professionel, effektiv og slank sekretariatsstruktur, der passer godt ind i AAI’s internationale struktur. | Bestyrelsen har i dialog med Generalsekretæren fortsat arbejdet med for at fastholde og sikre et effektiv sekretariat. Der forventes omlægninger i sekretariatet som konsekvens af optagelsen i AAI, og den arbejdsdeling der fremtidigt skal være imellem det international sekretariat i AAI og MS’ sekretariat, og sådanne omlægninger foregår allerede løbende. MS har som målsætning at køre et professionelt sekretariat med høj effektivitet og lavt spild. Dette kan blandt andet sikre at der bliver økonomi til at udvikle indsatsen og antal medarbejdere indenfor områder af høj prioritet. Der er således fundet plads til øget satsning på medier, kommunikation, kampagne- og policy-arbejde, eftersom disse områder er afgørende for organisationens strategiske retning. |
| e. At promovere og bidrage til forbedring af demokrati og deltagelse inden for AAI samt medvirke til at skabe troværdige og solidt forankrede ActionAid-medlemsorganisationer. | Bestyrelsen arbejder for forbedring af demokrati og deltagelse inden for AAI. Bestyrelsesmedlem Steen Folke deltager i det organisatoriske udvalg i AAI med særlig ansvar for dette område. SF medvirkede i øvrigt tidligere i året i en evaluering af ActionAid Kenyas parathed til fuldt medlemskab. I den etårige periode 2009-2010 har MS deltaget i og bidraget til nationale ActionAid-organisationers ejerskab af indsatsen i de fleste samarbejdslande (Tanzania, Kenya, Zambia, Nepal, Guatemala og Mozambique). Generelt tegner dette arbejde sig lovende. |
| f. At blive koordineringsinstans (lead agency) for emnet regeringsførelse inden for AAI. | Bestyrelsen har arbejdet for at blive koordineringsinstans (lead agency) for temaet: Just and democratic Governance i AAI, hvilket gik i opfyldelse d. 1/1 2010. Dermed får MS’ generalsekretær status som ”international leder” (International Director) for emnet regeringsførelse i AAI’s regi. Den nye rolle indebærer, at MS bidrager med penge til koordineringen af det nye AAI-team for emnet regeringsførelse (”International Governance Theme”, IGT) samt til dets forskning, metodeafprøvning og pilotstudier. IGT-teamet udvikler også strategier, retningslinjer og dokumenter om ”best practices” for at øge MS’ og AAI’s viden om regeringsførelse. IGT-teamet er begyndt at udføre træning i ”accountability” og ”empowerment” via MS’ globale platforme (højskoler) i TCDC og Nepal, og er gået i gang med at udarbejde manualer – tilpasset de regionale kontekster – for træning af ActionAid-personale beskæftiget med regeringsførelse overalt i verden. Endvidere er der i 2010 med støtte fra programmerne ”People4Change” og ”Training4Change” blevet udviklet en strategisk ramme for det internationale arbejde med regeringsførelse, der kommer til at forbedre mulighederne for koordineret programstyring inden for AAI. Bestyrelsen følger og støtter processen, der skal give MS en ledende rolle inden for regeringsførelse i AAI’s regi. |
| g. At skabe en verdensomspændende struktur for træning af civilsamfundet inden for emnet regeringsførelse. | I 2009 diskuterede og vedtog bestyrelsen en ny ambitiøs uddannelsesstrategi – kendt som ”Training4Change-strategien” – og det planlagdes at udvide antallet af globale platforme, der tilbyder den slags træning til civilsamfundet, til i alt 8 i 2010 og 10 ved udgangen af 2011. De globale platforme skal spredes udover Afrika, Asien, Mellemamerika, Sydamerika og Europa. Derudover har Training4Change udviklet og gennemført: • Undervisningsprogrammet ”Global Change Education” • International træning om regeringsførelse (700 deltagere skal på kursus i ”Accountability” eller ”Empowerment” arrangeret af MS/IGT) • Kurser om redskaber i arbejdet med regeringsførelse. • Kapacitetsudvidelse til 50.000 træningsdage om året. Bestyrelsen støtter MS’ igangværende indsats på træningsområdet. |
| h. At spille en koordinerende og understøttende rolle i at udvikle AAI til at blive en stærk international kampagneorganisation. | Bestyrelsen har prioriteret arbejdet med Activista-netværket, hvor MS har påtaget sig en koordinerende rolle. 2009-2010. Den stærke Activista-kampagne ”Hunger-FREE” har rekrutteret mange frivillige, og omfattede for nyligt en rejse til Luxembourg for at demonstrere over for EU’s forsamlede udenrigsministre med krav om større fokus på FN’s 2015-mål, især mål 1 om at halvere sulten i verden. Andre resultater: • Global aktionsdag d. 16. oktober: “World Food Day”. Over 60.000 mennesker i 15 lande protesterede mod sult i verden med et minuts stilhed. • Promovering af europæisk støtte til MS’ kampagne om de rige landes klimagæld. • Oprettelse af hjemmesiden myactivista.org til socialt liv og udveksling inden for det verdensomspændende Activista-netværk. • Træning af 200 Activista-frivillige fra Europa, Vestafrika, Østafrika, Asien og Latinamerika. • Udvidelse af Activista-netværket til 25 lande (var tidligere kun tilstede i 13). Omfatter nu lande, der ikke normalt er med i MS- eller AAI-programmer. Desuden har bestyrelsen i løbet af den etårige periode 2009-2010 bakket op om MS’ støtte til AAI’s koordinering af fortalervirksomhed og lobbyarbejde. MS spillede en hovedrolle i optakten til COP15 i København i december 2009 ved at sende ”klima gæld agenter” i røde uniformer ud i landet i en kampagne, der satte fokus på de rige landes klimagæld til ulandene. MS deltog ligeledes i AAI’s kampagner om biobrændsler og andre essentielle politiske lobby-prioriteter. Endelig har Generalsekretæren deltaget i en ’Campaign Leadership Group’ som har udviklet en ny Kampagnevision fro AAI. |
| i. At afprøve og dokumentere relevansen af tilgange anvendt i programmet ”People4Change” for at få dem integreret i AAI. | Bestyrelsen har løbende fulgt og diskuteret MS’ satsning på i perioden 2009-2010 at afprøve og dokumentere relevansen for AAI af tilgange fra programmet ”People4Change” og få disse integreret i den internationale ActionAid-struktur. MS’ prioritet i 2009-2010 har været praktisk implementering af People4Change-strategien. Det har bl.a. omfattet ansættelse af personale for pilotperioden i gennemført i Uganda og Kenya. Der blev foretaget en evaluering af pilotprogrammet, der konkluderede, at aktiviteterne blev godt modtaget i de lande, der deltog i pilotfasen. AAI og MS har nu underskrevet en aftale om People4Change-tilgangene, og både MS-sekretariatet og People4Change-personalet bør koncentrere den internationale indsats i det kommende år om at få anerkendt programmets strategi og optrappe dets implementering, så det kan give afgørende inspiration til den nye AAI-strategi, der skal udvikles i 2011. Bestyrelsen støtter MS’ indsats for at dokumentere relevansen af People4Change-tilgangene og bakker op om People4Change-processen, der kører efter planen med sine nuværende 48 inspiratorer og et mål om 50 ved udgangen af 2010. |
| j. At bidrage til videreudvikling af partnerskabstilgangen i ActionAid-aktiviteter. | Bestyrelsen har støttet MS’ bidrag til at videreudvikle partnerskabstilgangen i ActionAid-aktiviteter, der består i at inddrage MS’ egen erfaringer og tilgange til partnerskabet med civilsamfundsaktører i samarbejdslandene. Partnerskabstilgangen kunne styrkes yderligere med brug af den strategiske ramme, som MS har udviklet for regeringsførelse som internationalt emne. Den er velegnet til at promovere MS’ fokus på partnerskab og kapacitetsopbygning i Syd, og kunne være et nyttigt input til den nye AAI-strategi. |
| k. At bidrage til udviklingen af professionelle monitorerings- og evalueringssystemer og -praksisser inden for ActionAid. | Bestyrelsen har støttet MS’ bidrag til udviklingen af professionelle monitorerings- og evalueringssystemer og -praksisser inden for ActionAid. Til formålet har MS medvirket på to felter: • MS har udviklet en ramme for monitorering af kapacitetsudvikling, der mest fokuserer på at måle effekten af inspiratorer og rådgivere i People4Change-programmet, men også kan hjælpe AAI med at opgøre udbyttet af de mangfoldige faktorer i kapacitetsudvikling generelt. • Derudover har MS aktivt bidraget med sin ekspertise til at styrke udviklingen af fælles systemer sammen med ActionAids ”International Secretariat Task Force for Impact Assessment & Shared Learning”. Bestyrelsen bakker op om denne MS-proces. |
| l. At støtte oprettelsen af ActionAid-organisationer i MENA-regionen. | Bestyrelsen har løbende diskuteret MENA programmet og planlagt en bestyrelsesrejse til regionen for at øge bestyrelsens eget kendskab til problemstillingerne. Som oplæg til et samarbejde i MENA-regionen har MS udviklet et konceptdokument, der vil blive anvendt i lobbyarbejdet for at påvirke den nye AAI-strategi. I efteråret 2010 udarbejdede MS i en strategiindsats sammen med ActionAid Australien et oplæg på fire sider, der udmundede i en fælles ansøgning om udviklingsmidler til den danske Repræsentation i Palæstina. Der er planlagt et fælles besøg mellem MS’ Generalsekretær, AA Australiens Direktør og den Internationale Direktør for Asien (hvorunder regionen tilhører) i Januar 2011 med henblik på at komme med et konkret forslag til fremtidigt AAI engagement i regionen. |
Planen pkt. 2: Bestyrelsen skal til næste generalforsamling komme med forslag til, hvorledes organisationens interne demokrati styrkes. Forslaget skal sikre en stærk medlemsbaseret opbakning og kontrol med bestyrelsens arbejde og dermed sikre bestyrelsens accountability til medlemmerne. Forslaget skal også se på mulige reformer ift. bestyrelsens sammensætning og organisering.
Status pkt. 2: I hele 2009-2010 har bestyrelsen fokuseret på, hvordan det interne demokrati og opbakningen fra medlemmerne kan styrkes inden for MS, så det sikres, at både organisationen og dens bestyrelse står til ansvar over for medlemmerne. Beslutningen om at udvikle en rådsmodel som afløsning for den tidligere generalforsamling blev taget af generalforsamlingen i 2009 med henblik på at øge medlemmernes interesse i de politiske aspekter af MS’ arbejde.
Således iværksatte bestyrelsen i samarbejde med MS-sekretariatet en kampagne for at opfordre medlemmer til at søge valg til Rådet. Som resultat stillede 135 individuelle og 8 institutionelle medlemmer op til et valg præget af hård konkurrence, hvor 85 nye individuelle og 5 institutionelle rådsmedlemmer blev valgt. Dertil kommer de 2 institutionelle medlemmer, der allerede var udpeget af deres organisationer, 3 medlemmer fra MS’ personale og 13 bestyrelsesmedlemmer. I alt har Rådet i denne indledende forsøgsperiode dermed 108 medlemmer.
Som optakt til Rådsmødet ultimo maj 2010 udarbejdede Rådet og bestyrelsen i fællesskab en køreplan for deres politiske forhold til hinanden, der omhandler åbenhed, adgang til bestyrelsesreferater og -strategier samt et forum for vedvarende kommunikation mellem de to instanser.
Planen pkt. 3: Bestyrelsen skal udvikle en strategi for programarbejdet med at støtte demokrati (governance) i vores samarbejdslande. Strategien skal afklare hvilke undertemaer, MS ønsker at arbejde med fremover. Strategien skal klarlægge sammenhængen imellem de forskellige støttemuligheder, vi råder over: 1) programfinansiering; 2) forskning & metodeudvikling; 3) personaleinput (P4C); 4) uddannelse (T4C) . Strategien skal samtidig fungere som et input til AAI om, hvordan MS ønsker at governance-temaet skal udvikle sig i forbindelse med revisionen af AAI’s strategi ”Rights to End Poverty”.
Status pkt. 3: Bestyrelsen har fået udviklet en ramme, der skaber overblik over, hvordan de forskellige MS-programmer i Syd relaterer til hinanden. MS har således udarbejdet en strategisk oversigt, der forklarer, hvordan programindsatserne hænger sammen både i MS’ regi og som inputs til AAI’s strategiproces. Rammen er velegnet til at promovere MS’s fokus på partnerskab og kapacitetsopbygning i Syd, der vil være ideelle inputs til AAI’s nye strategi. Processen beskrevet i den strategiske ramme starter i august, og kører i takt med ActionAid-strategiforløbet, hvorved der ikke længere bliver behov for en særskilt MS-strategi eller særlig ”Syd-strategi”.
Planen pkt. 4: Bestyrelsen skal udvikle en (del)strategi for Training4Change-området og følge udviklingen af dette dynamiske og ekspanderende område.
Status pkt. 4: Bestyrelsen har støttet diskuteret og vedtaget en fælles strategi for Training4Change-området. Bestyrelsen har fulgt og godkendt planer om at udvide antallet af globale platforme til 8 i løbet af 2010 og til 10 ved udgangen af 2011. Disse træningscentre vil blive spredt udover Afrika, Asien, Mellemamerika, Sydamerika og Europa.
Planen pkt. 5: Bestyrelsen skal udvikle en sammenhængende strategi for arbejdet i Danmark. Strategien skal have en klar vision for hvilken rolle, MS ønsker at spille i Danmark og hvilke områder, vi vil arbejde med (herunder om MS vil indgå i demokratiarbejde i Danmark). Strategien skal klarlægge sammenhænge imellem medlemsarbejdet, frivilligarbejdet, kampagne, lobby, oplysning og uddannelse.
Status pkt. 5: Bestyrelsen har i 2009-2010 fokuseret på at udvikle en sammenhængende strategi for arbejdet i Danmark. I løbet af 2010 har bestyrelsen støttet MS’ koncept- og brand-udvikling og brugt kræfter på at skabe en bred strategi, som samler områderne kommunikation, fundraising, policy-, kampagne- og mediearbejde, og som forklarer hvordan alle disse aktiviteter hænger sammen i Danmark. Strategien vil blive fremlagt på det årlige ordinære Rådsmøde i september, og vil lægge til grund for bestyrelsens politiske arbejde såvel som for MS’ organisatoriske prioriteringer.
Planen pkt. 6: Bestyrelsen skal sikre, at bredden og gennemslagskraften i organisationens oplysningsarbejde styrkes. Der bør fokuseres på unge som målgruppe, og støtten til unges egen deltagelse i oplysningsarbejdet skal være et strategisk omdrejningspunkt.
Status pkt. 6: Bestyrelsen anser unge for at være livsnerven i MS’ frivillig- og kampagnearbejde, og har søgt at skærpe fokus på denne målgruppe. Således har MS indtaget en ledende rolle i AAI’s Activista-netværk for at sikre, at unge støttes i at gribe til handling. Desuden lægger MS vægt på at afholde jævnlige aftenarrangementer for unge MS-frivillige for at øge deres viden om forskellige problemer i ulande.
De unge fremstår også som et vigtigt befolkningssegment i MS’ Danmarksstrategi, der vil blive fremlagt ved det årlige ordinære Rådsmøde i september.
Planen pkt. 7: Bestyrelsen har et særligt ansvar for at tilse og sikre, at MS udvikler fundraising arbejdet, så vi dels kan leve op til det skærpede fundraising krav og dels opnå en selvstændig økonomi, der gør os mindre afhængige af finansieringen fra Danida. I den forbindelse skal bestyrelsen konkret og aktivt arbejde for at medlemmerne inddrages i og bakker op om disse bestræbelser.
Status pkt. 7: Fundraising har været en topprioritet for MS og bestyrelsen i løbet af hele den etårige periode 2009-2010, og vil fortsætte med at være det i de kommende år af en række årsager. MS ønsker at kunne opfylde de skærpede
egenfinansieringskrav både for at mindske afhængigheden af Danida-bevillinger og for at øge indsatsen i ulandene. Derfor har temaet fundraising og målgruppeanalyser med henblik på at hverve nye medlemmer og bidragsydere indgået i udviklingen af den brede strategi for kommunikation, fundraising, policy-, kampagne- og mediearbejde i Danmark, som vil blive fremlagt ved det årlige ordinære Rådsmøde i september, og som omhandler behovet for et mere strategisk fokus på fundraising i de kommende år.
Planen pkt. 8: Bestyrelsen skal til generalforsamlingen i 2010 fremlægge et dokument, der redegør for, hvordan emnerne bæredygtig udvikling, fattigdomsbekæmpelse og demokrati, herunder global governance, indgår i MS’ arbejdsgrundlag. Dokumentet skal tjene til en præcisering af MS’ nuværende profil. Arbejdet med profil-papiret skal tage udgangspunkt i MS’ hidtidige idégrundlag, erfaring og praksis, og udvikles i lyset af MS’ nye dobbelte identitet, dels som en organisation, der arbejder ud fra en dansk kontekst, dels som medlem af ActionAid international, der jo arbejder både globalt og multinationalt.
Profilen skal samtidig fungere som input til AAI om, hvordan MS ønsker, at bæredygtig udvikling og demokrati – både som principper og i form af tilknyttede konkrete arbejdsområder – skal indgå i overvejelserne i forbindelse med revisionen af AAI’s strategi ”Rights to End Poverty”.
Status pkt. 8: Bestyrelsen afholdte en workshop for at diskutere bæredygtig udvikling, fattigdomsbekæmpelse og demokrati både i forhold til MS’ arbejde og den forestående AAI-strategiudviklingsproces i 2011. Bestyrelsen har efterfølgende udarbejdet et konceptpapir om dette spørgsmål.
Bestyrelsen erkender, at indsatsen med at følge op på dette punkt i 2009 – 2010 har været utilstrækkelig. Bestyrelsen vil derfor anbefale en forstærket indsats på området 2010 – 2011.
Planen pkt. 9: Bestyrelsen påtager sig at arbejde aktivt videre med karakteren og omfanget af MS’ engagement på klimaområdet, herunder løbende at revidere de foreliggende retningslinjer, udarbejdet af bestyrelsen i foråret. Retningslinjerne skal indeholde nærmere beskrevne prioritetsområder, som MS ønsker at arbejde med fremover, og de skal afdække sammenhængen mellem klimaarbejdet og MS’ øvrige aktiviteter.
Retningslinjerne skal samtidig fungere som input til AAI om, hvordan MS ønsker at klimaspørgsmålet skal udvikle sig i forbindelse med revisionen af AAI’s strategi ”Rights to End Poverty”.
Status pkt. 9: Resultatet af klimatopmødet i København (COP15) blev endnu ringere, end hvad AAI og MS havde forventet. Hvis internationale forhandlinger skal føre til en retfærdig global aftale vil der således blive behov for betydeligt større folkeligt pres på politikerne. Derfor har bestyrelsen støttet MS i at opdatere sine prioriteter for klimaarbejdet:
1. Støtte AAI’s klimaarbejde
MS vil bidrage til den såkaldte ”ActionAid Climate Justice Plan” og vil bakke op om AAI’s fortsatte kampagne for retfærdighed på klimaområdet og for en fair klimaaftale. Vi vil yde støtte i form af økonomiske midler, vores koordinerende rolle i Activista-netværket samt vores eget oplysningsarbejde i Danmark.
Vi foreslår, at klimakampagnen knyttes stærkere til det igangværende ActionAid-arbejde med sult (i forbindelse med tilpasning til klimaændringer), da vi mener, det er her, ActionAid har sin komparative fordel. Vi går også ind for, at AAI fokuserer på finansiering for både at formindske og tilpasse sig klimaændringer bl.a. ved at tale aktivt for alternative finansieringsmekanismer (f.eks. en Tobin-skat).
2. Lobbye den danske regering og føre kampagne for en progressiv dansk klimapolitik
MS vil følge den danske regerings klimapolitik og udøve pres for at gøre den retfærdig både hvad angår formindskelse af skadevirkninger og svar på økonomiske problemstillinger. Vi vil fortsat fokusere stærkt på behovet for, at Danmark tilbagebetaler sin klimagæld med nye og ekstra midler. Vi vil endvidere søge at få Danmark til at spille en ledende rolle i EU. Vi vil så vidt muligt søge at skabe synergi mellem vores sulte-relaterede fokus på biobrændsler og klimapolitikken. Klimakampagnen vil fortsat indtage en fremtrædende plads i Activista DK’s aktiviteter i 2011-2012.
3. Hvad der skal ske i 2010 – 2011
Det strategiske kompas for 2010-2011 bør rettes mod konsolidering i kølvandet på MS’ fuldbyrdede medlemskab af AAI. Bestyrelsen mener, at MS bør koncentrere sig om at befæste de mange programmer og aktiviteter, der har været under udvikling og implementering de seneste år i løbet af fusionsprocessen. Dermed vil organisationen kunne fokusere og konsolidere sine indsatsområder, inden der tages hul på AAI’s strategiudviklingsproces i 2011, som vil påvirke den fremtidige strategiske retning og prioritering for alle ActionAid-medlemsorganisationer, inklusive MS. De følgende handlingspunkter skal således hjælpe bestyrelsen med at konsolidere MS’ programmer og strategier i løbet af det næste år med henblik på at sikre, at MS’ strategiske prioriteter kommer med i den nye AAI-strategi.
1. Bestyrelsen skal sikre, at der i den kommende periode følges op på målsætningerne i strategien ”MS in Transition”.
2. Bestyrelsen har et særligt ansvar for at sikre implementering af strategien ”Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark” og for, at der udarbejdes/revideres delstrategier på de enkelte indsatsområder i overensstemmelse med de i Danmarksstrategiens målsætninger og prioriteringer.
3. Bestyrelsen skal arbejde på at videreudvikle og styrke MS’ nye politiske ledelsesstruktur (rådsmodellen) og sikre, at Rådets medlemmer har informationer og muligheder for at spille deres tilsigtede rolle. For at opfylde denne målsætning nedsætter Rådet en kontaktgruppe på mindst 3 Rådsmedlemmer.
Kontaktgruppen skal i 2010-2011:
1. Bistå bestyrelsen i sikring af løbende inddragelse af Rådet op til bestyrelses- og Rådsmøder med særligt henblik på at sikre gennemsigtighed og høj kvalitet i rapportering.
2. Søge inspiration i hvordan andre organisationer arbejder med parlamentarisk revision, herunder hvordan andre dele af AAI arbejder med Board Governance.
3. Debattere og eventuelt komme med udspil til justeringer af rammerne for Rådets arbejde og rolle i fremtiden, f.eks. tidspunkt for afholdelse af valg og møder.
4. Bestyrelsen nedsætter efter Rådsmøde et udvalg der skal videreudvikle og færdiggøre papiret ”MS og Bæredygtig Udvikling”.
5. Bestyrelsen skal deltage aktivt i AAI’s strategiudviklingsproces og forsøge at sikre, at MS’ strategiske prioriteter (som beskrevet i ”MS in Transition”) bliver medtaget i den nye strategi.
6. Efter vedtagelsen af den nye AAI-strategi skal bestyrelsen indlede en diskussion om en fremtidig MS-strategi, der bl.a. bør definere, hvordan MS ønsker at bidrage til og arbejde indenfor den overordnede AAI-strategi.
7. Bestyrelsen skal udvikle et kommissorium (TOR) for en evaluering af MS’ arbejde, der skal gennemføres fra oktober til december 2011. Evalueringen skal omfatte en analyse af hensigtsmæssigheden af MS’ nuværende management-tilgang.
8. Bestyrelsen skal følge nøje med i og sikre MSs aktive deltagelse i det forestående danske EU-formandskab.
9. Bestyrelsen skal sikre at MS fortsætter sin kritiske røst om fattigdomsorienteringen i dansk udviklingspolitik, herunder den stigende støtte til erhvervslivet i udviklingslandene, når denne ikke er fattigdomsorienteret. Samtidig skal MS fremme en offentlig debat af (i) finansiering af udviklingssamarbejdet gennem internationale skatter og af (ii) sammenhængen mellem økonomiske miljømæssige og udviklingsmæssige politikker.
10. Bestyrelsen skal arbejde på at videreudvikle organisationens viden, arbejdet med demokrati og god regeringsførelse i lande med skrøbelige stater.
11. Bestyrelsen skal arbejde på og videreudvikle rammen for at mobilisere og støtte frivillige, inkluderende at se mulighederne for at gennemføre aktiviteterne, øge økonomisk støtte og nedsætte i den forbindelse en arbejdsgruppe.
Vedtaget af Mellemfolkeligt Samvirkes Rådsmøde den 26. september 2010



