Min mening: Floden der flyder opad
Min mening rummer denne gang en kritisk novelle om danskeres arbejde i Tanzania, skrevet af en afrikaner.
Af F.E.M.K. Senkoro10. juni 1992
Den følgende beretning er udsprunget af min egen fantasi på baggrund af en dagbog, jeg har ført siden mit første møde med frivillige eller "udviklingsarbejdere", som de så rammende betegnes nu. Derfor er enhver lighed mellem beretningen - som er et stykke fiktion - og virkelige personer og hændelser en ren tilfældighed, som jeg ikke tør forbinde med dem, der giver mig brød på bordet. Denne præsentation udspringer af den fremtrædende MS-repræsentant, Christian Kelm-Hansens nylige overvejelser i MS-revy. Formålet er at provokere yderligere debat om udviklingsarbejde og dets aktører.
DE VAR VÅDE af sved. Den tropiske sol havde været særlig barsk dén dag. Gudskelov fandtes Coca Cola også i denne udørk. Hun syntes, hun havde drukket tonsvis af denne amerikansk opfundne drik alene denne dag. Hun vendte sig dovent med ansigtet mod soveværelsets væg. Han lå og kiggede op i loftet uden at tænke på noget specielt, og dog murrede noget i baghovedet. Han huskede at have spurgt hende, hvad hun var kommet for at lave i Tanzania. Han vidste, hun var udviklingsarbejder eller frivillig eller sådan noget. Men nøjagtig hvad det betød, fremgik ikke af hendes svar.
- Jeg ved det ikke rigtig, havde hun svaret, mens hun frigjorde sig fra det sveddryppende favntag.
- Jeg tror, jeg skal være kvindekoordinator et eller andet sted...
DE SAD PÅ EN afsidesliggende bar, som på en eller anden måde forstod at undgå lovens lange arm og holdt åben selv efter midnat. Hans ven var en meget kraftigt bygget mand, som i beruset tilstand indtog en henslængt og skødesløs doven stilling. Han havde sagt, han var en slags ekspert eller noget i den retning.
- Hvor meget betaler de dig så på Bjerget, havde eksperten spurgt ham den første dag, de havde mødt hinanden. Han var professor i udviklingsstudier på universitet, som blev kaldt "Bjerget" i en hentydning til dets placering det højeste sted i hovedstaden. De havde mødt hinanden ved en reception på en af byens ambassader. Han huskede ikke længere hvilken. Nysgerrighed og måske skæbnen havde ført dem sammen. Eksperten havde leet højlydt - en opførsel, som blev anset for upassende ved dén slags cocktailselskaber. Dengang havde nysgerrighed fået ham til at henvende sig til eksperten og starte en samtale, som eksperten havde hilst velkommen trods sin beruselse.
- Jeg har hørt, at der er problemer oppe på Bjerget. Hvad drejer det sig om nu, havde eksperten spurgt, mens han fyldte sit glas med en pæn sjat Chivas Regal. Han huskede ikke nøjagtig samtalens forløb, men den mest sårende udtalelse havde været noget i denne retning:
- Er du klar over, min professorven, at med min løn kunne jeg let hyre fire universitetsprofessorer hér og lade dem vaske og lave mad til mig?
HENDES FØLELSER var blandede efter den tur, de netop havde været på. En såkaldt "udviklingsekskursion", som man forventede, at udviklingsarbejdere deltog i få uger efter deres ankomst. Hun mindedes, hvordan hun med sine kolleger var taget til denne masai-landsby, hvor beboerne - havde de hørt - var vant til den slags besøg hvert år. De var taget af sted bevæbnede med fødevarer, drikkevand (sæt aldrig dit helbred på spil med vand fra så afsides områder, hvis der overhovedet er noget), kameraer, førstehjælpsgrej, biler, chauffører og resten af udstyret. Hvad havde hun ikke set i disse landsbybeboeres ansigter? De beskedne kvinder, de gamle masai'er med tydelige tegn på forvirret undren, de slanke masai-børns ansigter oversmurt med snot på dette tørre stykke jord...
Alt dette havde fået hende til at tænke på, hvad den udvikling, som kom med de europæere, som besøgte landsbyen nogle få gange om året, egentligt betød. Og hun havde bestemt sig for at begynde på sit arbejde med stor iver. Jo, hun var fast besluttet på at hjælpe alle disse undertrykte kvinder, som arbejdede hele tiden, mens deres mænd sad og drak og snakkede under mangotræerne dagen lang.
Men så var der sket noget i klassen i løbet af dagen, som havde gjort hende forvirret. En kvindelig gæstelærer havde fortalt, hvordan alle i hendes landsby hver dag stod meget tidligt op. Mændene gik derefter mange kilometer til markerne, mens kvinderne blev hjemme for at lave morgenmad. Og så sluttede kvinderne sig til mændene ved 10-tiden, arbejdede sammen med dem til kl. 2 og gik så tilbage for at lave frokost, mens mændene fortsatte med at pløje den hårde jord til kl. 4, hvor de tog hjem til en sen frokost og derefter af sted til øldrikkeriet.
Faktisk havde kvinden forbløffet dem ved at sige ligeud, at hun hadede at se sin mand i hendes køkken. Og den fortsatte diskussion havde forbløffet hende endnu mere. En af tilhørerne - en kvinde - havde næsten råbt til dem:
- Vi er trætte af dette kønshalløj! Hvad kvinderne i dette land har hårdt brug for, er rindende vand og ikke at skulle gå mange kilometer hver morgen og aften for at hente vand - endda mudret vand! Vi kvinder har brug for et alternativ til brænde, som tager en masse af vores energi, når vi er tvunget til at gå langt! Vi har brug for at se vore mænd kunne bruge traktorer til at bearbejde den hårde jord! Og resten af kønsproblematikken kan vi så diskutere bagefter...
- FORSTÅR DU, vi bliver også nødt til at tage andre faktorer i betragtning! Han råbte nu, og han ansigt var helt rødt i en blanding af vrede, udskældning og iver efter at forklare sagen for professoren.
- Det faktum, at mit land bruger næsten 30 millioner shillings på mig alene i to år, betyder ikke, at vi skal glemme, hvad jeg har ofret: Jeg solgte mit hus inden jeg kom, jeg efterlod mine venner derhjemme og endda min... nå, lige meget! Det er rigtigt, at jeg ikke havde et arbejde derhjemme, men min løn her som udviklingsarbejder er faktisk mindre end, hvad jeg ville have fået derhjemme, hvis jeg havde haft arbejde!
Han svedte i stride strømme, men et glimt i hans øjne afslørede, at han følte, han havde fået trængt denne stædige professor op i en krog.
- Så skaber din regering altså jobs i udlandet til de arbejdsløse, sagde professoren med eftertryk. Det var måske lidt under bæltestedet på hans ven, mureren, men han brød sig ikke om at blive trængt op i ringhjørnet så let. Og der var ingen håndklæder her, så han holdt stand.
- Nej! Nej! Nej! Tusind gange nej, havde mureren sagt, mens han stampede i jorden.
- Jo, min ven. Du kom her som murer-koordinator blandt folk, som har udført den kunst siden tidernes morgen. Jeg har mødt adskillige af din type, som kommer for at "koordinere" noget, de ofte ikke har den ringeste anelse om. Under alle omstændigheder ville din løn let kunne finansiere nøjagtig 60 klinikker hér, hvor 150 børn dør i gennemsnit hver dag i mangel på disse faciliteter. I stedet vender 85 pct. af pengene - måske mere - tilbage til dit land i en eller anden form. Du ønsker, at jeg skal tro, at det er hjælp og gaver. Sludder og vrøvl! Vi kunne få mere ud af udviklingsarbejdet og den såkaldte hjælp uden den påtvungne velsignelse i form af udviklingsarbejdere!
Nu svedte professoren også. Han havde lovet sig selv ikke at lade følelserne løbe af med ham, men på en eller anden måde blev han trukket ind i det. Han gik hen til sit køleskab efter en kold øl, men blev skuffet over kun at finde masser af flasker med vand og nogle få skiver brød...
DE HAR STJÅLET ALT, hvad jeg ejer! Hun skreg ind i telefonen, badet i sved som sædvanlig, mens hun fægtede med hænderne i luften i desperation, som om hendes mand i den anden ende kunne se hende.
- Alting - kabisa! I nat var hun kommet hjem fra den sædvanlige ugentlige fest. Hun havde været fuld og kunne ikke rigtig huske, hvordan det var lykkedes hende at komme op ad trapperne til deres soveværelse. Og meget tidligt om morgenen havde tørsten så vækket hende. Halvfuld var hun gået nedenunder, hvor hun fandt hoveddøren åben og bogstavelig talt alt borte - lige fra videoen, over porcelæn og køkkenting til drikkevarerne i minibaren i hjørnet. Da hun havde åbnet køleskabet, var det tomt...
- Folk her er nogle forbandede tyveknægte! De hugger alt, hvad de får øje på!
- Ja, min ven, svarede Kati - hendes veninde og fortrolige:
- Husk at du kom her for at dele vores fattigdom, vores måde at overleve på, vores... Kati standsede. Det var ikke tidspunktet til at starte det sædvanlige skænderi, som var så typisk mellem dem. Tyveriet var stadig i frisk erindring, så hun besluttede at vente.
Nogle få måneder senere - da støvet havde lagt sig, og tyveriet næsten var glemt - havde hun luftet sin mening. Kati var denne kvindes samarbejdspartner, og det var meningen, at hun skulle overtage, når venindens toårige periode var udløbet. Hun spekulerede på, hvad det egentlig betød at være samarbejdspartner. Hun sammenlignede sin løn og sine levevilkår med venindens og rystede bedrøvet på hovedet. I hendes øjne var alt dette forudbestemt og givet af Gud. Hun spekulerede på, hvad der ville ske, hvis f.eks. 10 udviklingsarbejdere skulle bytte plads med 10 lokale, hvis liv var et spørgsmål om at overleve fra den ene dag til den anden. Hun tænkte på, om udviklingsarbejderne ikke lynhurtigt ville blive tyve. Og så smilede hun af sine skøre tanker. En dag ville hun nævne denne bytten plads og så se, hvordan veninden ville reagere. Naturligvis ville hun blive kaldt "radikal", men...
HAN, ÆGTEMANDEN, spillede trompet, og hun, konen, violin. Han kunne godt lide at se skrækfilm, inden han gik i seng, og så vækkede han hende og fortalte om alt, hvad der var sket i filmen. Deres ægteskab havde været som én stor termit, der borede sig ind i den svage bygnings træfundament - og da bygningen var lige ved at bryde sammen, besluttede de at forsøge at løse forholdet gennem den stemning af jomfruelig, barnlig uskyld, som de troede, at den afrikanske bush' naturlige omgivelser kunne bibringe dem. Og skæbnen var på deres side, for de var blevet indkaldt til interview i den organisation, som derefter havde givet dem mulighed for at tage til Tanzania som frivillige. Og dog, selv her i dette fjerne hjørne af verden gik det ikke godt mellem dem. Til trods for det gode arbejde, han udførte, og de gode penge, der fulgte med, følte ægtemanden sig stadig som et dyr, der blev flået levende. Hvor den ydre huds varme blev fjernet og den indre udsat for en bitter kulde. Det var en generel følelse, der på det seneste blev ved med dukke op, især når han fandt sin fulde kone siddende nyttesløst i stuen med fortinnede øjne, der stirrede op mod loftets tomhed...
HAN HAVDE DETTE fjollede udtryk, som man typisk finder hos distræte professorer og stumme børn. Det syntes i det mindste nogle af de unge mænd på universitetet. Han havde fortalt klassen om det gode, vidunderlige liv derhjemme, og hvordan han havde ofret en masse ved at komme her og undervise dem. De havde undret sig over det, især fordi han havde en hel del tjenestefolk her, som passede hans have, køkken, værelser og endda vaskede hans beskidte tøj. Han måtte have haft hundreder af dem hjemme, tænkte de...
F.E.M.K. Senkoro underviser på MS' træningscenter TCDC i Tanzania