Artikel fra MS-revy 6/1992

Leder: Efter tørken

Med udgangspunkt i MS’ partnere diskuterer Vagn Berthelsen situationen i Afrika og MS’ frivilligprogram.

Af Vagn Berthelsen

20. september 1992

VI SKAL STÅ VED vores partnere, vi skal formå at være usynligt til stede. Dét var et ordvalg brugt i en nylig debat om samar­bejdet med vores partnere i Syd. MS og andre danske organisatio­ner burde ikke selv være i fokus. Det funda­mentale ud­gangs­punkt må være, hvordan vi bedst kan støtte andre på deres be­tingelser. Derfor er det også så centralt for den igang­værende debat om MS' bistandspro­gram, at dis­kussionen og analysen starter med problemer og behov, som de opleves af vores part­nere og de fattige menne­sker, som vi for­søger at nå.

Der er også behov for at stå ved Afrika. Selv uden tørkekata­strofen dominerer trøstesløsheden: Landene syd for Sahara domi­nerer enhver liste, der sætter tal på den globale fattigdom, hvad enten det er indtægt, fødselsrate, børne­døde­lighed eller AIDS. Deres industri er meget lidt udviklet, byttefor­holdet mellem rå­varer og industri­produk­ter er stedse blevet rin­gere, i-landene beskytter sin egen industri imod konkurrence osv. Efter kommu­nismens fald er Afrika blevet mindre interessant for den vestlige verden, og risikoen for, at det mørke kontinent synker hen i glem­sel, er reel.

Hvordan står vi ved Afrika, så at vores støtte bliver perspek­tivrig og solidarisk? Det kræver selvkritik og selverkendelse, og det rejser en række andre spørgsmål: Hvem har magten? Hvilket værdi­grundlag samarbejder vi på? Hvem er de bedste samarbejds­part­nere - og hvorfor? Hvilke opgaver løses bedst af danskere, hvilke af natio­nale kræfter? Er andre bistandsformer end personelbistanden mere relevant - og med hvilken tids­horisont?

LIGESOM DET RIGE Nord sidder på pengekassen og be­stemmer farten, sidder MS og andre donorer på magten i forhold til vores samarbejdspart­nere. I-landene snakker om demokrati og borger­rettigheder, men realiteten er, at bistanden politiseres og bruges som en brik i en sikkerheds- og magt­politik. I MS er det centrale bistandsbegreb fol­kestyret udvikling, men vi sidder fortsat tungt på alle beslutninger. Og ikke kun fordi rigsrevisionens krav til kontrol til tider gør det umuligt at afgive magt og kompetence på fornuftig vis. Det er centralt at diskutere, hvordan nationale kræfter kan få mere indflydelse, både i forhold til det konkrete arbejde og i forhold til MS' egen udvikling.

MS har etableret rådgivende organer i vores samarbejds­lande, men hvis disse skal have formel kompetence, er det cen­tralt at diskutere deres mandat. Problemet er, at de netop er udvalgt af MS og ikke valgt af ikke-danskere. Det er svært at op­stille brug­bare modeller for, hvordan enkelt­personer i et råd­given­de organ kan repræsentere et poli­tisk-organisatorisk bagland, som ikke bare kan afvises i tilfælde af politisk uenighed.

Men på græsrodsplan er der taget vigtige skridt i den rigtige retning. Fælles workshops bruges til at diskutere problemer og løsninger og opstille fælles mål. Hvor­for ikke forsøge det sam­me på det mere over­ordnede politi­kområde? Derfor er det også et vigtigt signal, når tanken om at eks­perimentere med en sammen­smeltning mellem de nuværende programkomiteer og de råd­givende organer tages alvorligt af både koordinatorer og program­ud­valget. På trods af, at de er udvalgt.

VORES VALG AF samarbejdspartnere er ikke mindre vigtigt. Hvis der skal etableres et gensidigt forhold, hvor begge parter erkender og respekterer hinandens værdigrund­lag, forudsætter det et bevidst tilvalg fra begge parter. Gen­sidig anerkendelse og respekt og formulerede fælles langsigtede mål er en nød­vendig forud­sætning for magtdeling

MS er ikke del af en global struktur som kirker­ne og fag­foreningerne, og det er både en styrke og en svaghed, at vi står mere frit. En styrke, fordi vi har flere valgmuligheder, og en svag­hed, fordi det kan friste til at skifte hest, hvis det bliver ubekvemt. På det overordnede plan er det vigtigt, at private organisa­tioner i bred forstand styrkes, fordi de har vist sig at være en vigtig forud­sætning i en demokratiproces. På det lokale plan må selvhjælps­grup­perne styrkes mest muligt, og distriktsmyn­digheder kan være både gode og nødvendi­ge samspillere i arbej­det. Men der er brug for, at MS præciserer hvilke kriterier, der skal lægges til grund for valg af samarbejdspartnere - af hensyn til deres og vores identitet.

MS' TILBUD har for øjeblikket karakter af 'alt eller intet'. Hvis en frivillig pla­ceres, åbnes der for en række mulig­heder:­ transport, projektpenge og evt. løn til en counterpart. Hvis der ikke er brug for for en frivillig, er der ikke mulighed for at åbne delvist. På samme måde når den frivillige er færdig. Penge­kassen og støtten smækkes i, og mulighederne for at opretholde kontakt og fortsat støtte er små. Derfor er der brug for at brede mulig­hederne ud. Der må tages udgangspunkt i en problemanaly­se, og der må stiles efter en lang­sigtet samar­bejdsaftale, der rækker 10 år eller mere ud i fremtiden. Måske skal samar­bejdet starte med en frivillig­placering, måske med en arbejds­lejr. Men måske skal der 'kun' penge til de første tre år, måske skal der an­sættes  natio­nal (eller regio­nal) arbejdskraft, måske skal dan­skerne kun være korttidsud­sendte. Udgangs­punktet skal med andre ord være det simple: Hvad er for­nuftigt at gøre for at støtte lang­sigtet?

Opbygning af menneskelige ressourcer er en central del af MS' program og skal fortsat være det. Der skal fortsat indgå danskere på forskellig vis, men færre, og samarbejdet skal omfatte en række andre flader også, så den danske udsendte ikke er det eneste kriterium for, om et forhold består. Solidaritet op­bygges, når man lærer andre godt at kende, og der er mange tidligere arbejds­lejrdeltagere og frivillige, for hvem mødet med det Afrika, der er rigt på liv og kultur, er udgangspunk­tet for en varig solidari­tet. Som gør, at vi vil stå ved Afrika - også når tørkebillederne er væk.