Artikel fra MS-revy 6/1992

År 2015: Frivillige - hvad var det?

For fire år siden, i 1988, skrev Knud Vilby en artikel i bogen "Frivillig eller fremmedarbejder", hvor han fra år 2015 kiggede tilbage på frivilligprogrammet. En vision, der rammer præcist ned i den aktuelle debat. Vi bringer den her, frit forkortet.

Af Knud Vilby

15. september 1992

ÅR 1988 ER SÅ længe siden, at selv ordene virker anti­kvere­de. Man kaldte de fleste lande for u-lan­de og oversatte det med "udviklingslande", selv om de manglede vækst og udvikling.  Europa sendte folk til disse u-lande som del af "u-lands­bistanden", et andet underligt begreb. Ver­dens fattigste lande var dengang tvunget til at sælge deres varer billigt, og de blev udpint af gamle lån og renter. Derfor sendte man nogle penge den anden vej, som man kaldte bistand.

Danmark sendte to slags folk af sted: eksperter og frivilli­ge. Eksperter var normalt folk, der ikke havde været i "u-landene" før, og derfor var alt andet end eksperter på disse lande. De var ofte dygtige fagfolk, men med erfarin­ger fra andre sam­fund. De bed­ste ønskede at lære og forstå og gjorde også nytte for de fattige lande, som endnu mangle­de uddannede folk og havde brug for faglig bistand.

Mens eksperterne sjældent var eksperter, var de frivilli­ge altid rejst ud frivilligt. Men betegnelsen havde ikke megen mening, for alle europæere, der rejste ud, gjorde det frivilligt. De frivillige var også fagligt kompetente, normalt yngre og fun­gerede ofte i tæt kontakt med den lokale befolk­ning, som de hjalp med råd og dåd og en slat penge til småpro­jekter.

Alle betegnelserne var lidt nedladende. Det var ikke rart at være et u-land, ubehageligt at være på bistand, mærkeligt at opleve, at udlæn­dinge var ek­sper­ter i ens eget land, og trist at erkende, at pro­blemerne var så store, at til­rejsende måtte understrege, at de var kom­met frivilli­gt.

NÅR ORDENE i dag virker underlige, er det fordi de allerede déngang var meningsløse, og fordi verden siden er vendt op og ned.

I 1988 definerede "den gamle verden" pro­blemer­ne og an­viste medicinen. Sådan er det ikke mere. Økonomiske og økologiske sammenbrud har gjort store områder ubeboelige både i de gamle in­dustri­samfund og i de fattigste landes storbyer og land­områder. Mange lande er næsten kvalt i deres in­dustri­elle vækst, men ressourcebevarende lavenergi­teknologi har nogle steder skabt nyt håb, selv om truslerne langt fra er afværgede. Miljøkatastrofer­ne skaber politi­ske og mili­tære konflikter og næsten uløselige flygt­ningeproblemer.

Selv om der er vendt op og ned på hvem, der tør kalde sig udviklede, er verden stadig ulige - især er Afrika alt for fattigt. Junglelo­ven gælder stadig mellem stater, mens solidaritet går på tværs af grænserne. Penge­overførsler, teknisk bistand, dialog og udveks­ling af håbets nød­vendige ideer går nu på kryds og tværs i en vild og frugtbar for­virring både nord-syd, nord-øst, øst-syd og syd-syd.

De gamle mellemfolkelige aktivister har svært ved f.eks. at accep­tere, at af­rikanske lande stort set ikke læn­gere giver arbejds­tilladelser. Men egentlig er det logisk, at lande, som har satset vold­somt på uddannel­se, nu lader deres uddanne­de over­tage de opgaver, som "frivillige" og "eks­perter" før sad på.

Mange afrikanske lande har brug for finansiel støtte og faglig assistance på specielle områder. F.eks. dem, hvor Dan­mark var i stand til at udvikle noget, der redde­de os fra at gå helt til bunds i den europæiske krise.­ De har brug for os, som vi har for dem. Men de kan ikke lade danskere sidde i årevis i stil­linger, som millioner af arbejdsløse lokale unge føler, at de er berettiget til.

MS ER FOR LÆNGST gået nye veje, selv om organi­satio­nens kinesiske æske-demokrati, økonomi­ske af­hængighed af staten, bureaukratiske tenden­ser og tidligere frivilli­ge, som ikke altid frivilligt accepterede ændrin­ger, gjorde det svært.

Det er foreløbig endt med nye samarbejdsfor­mer på kryds og tværs. Nogle gange kom initiativet fra MS' eget bagland. Andre gange fra grupper, som MS ikke kendte, men som kunne bruge MS' praktiske viden. Både i det, der den­gang hed "frivilligaf­de­lingen", og i det, der populært kald­tes "ar­bejds­lejraf­delingen". De smeltede sammen til noget nyt og frodigt med nye former for personbistand, kontakt og sam­virke, som hele tiden ændrer sig  efter behov og mulig­heder. Selv om jeg i det føl­gen­de giver funk­tionerne navne, er det ikke et stift system.

Iværksættere. I nogle afrikanske lande er der rigeligt med arbejdskraft, men mangel på alle andre ressourcer. MS yder her finansiel og materiel bistand på baggrund af lokale ideer, så en lokal græsrodsorganisation f.eks. kan starte slum­for­bedring. Pengene ­kan også bruges til at betale lokale lønninger. Danske MS-iværksæt­tere har ikke årelange faste ­opgaver, men admini­strerer en viden om netværker og har erfaringer i samar­bejde.

Iværksætternes funktion hænger sammen med spe­cia­listerne, som ikke er eksperter, men har en nyttig specialviden - f.eks. om vedvarende energi. De danske energi­fol­kecentre er hér blevet ressourcebaser både praktisk og teoreti­sk.

Iværksætterne og specialisterne arbejder sammen med in­ternationale uddannelsesbrigader, som MS og danske ungdoms­organisationer sender folk til. Mange opgaver løses bedst af de lokale. Arbejdskraften og de lokale iværksættere er der, der skal blot en beskeden støtte til. Men f.eks. er nogle miljøopgaver så store, at der er brug for bredere støtte, som dels er en hjælp for det pågælden­de sam­fund, dels et led i "internatio­nal uddannelse", som i dag­ er et anerkendt fag, og hvor ind­satsen indgår som praktik i ud­dan­nel­sesfor­løbet.

Der er også omfattende ud­veks­linger af unge forskere, kultur­arbej­dere og undervisere - langt mere gensidigt end tidligere. Gymmnasiee­lever har i dag svært ved at forstå, at dan­skere for et par generatio­ner siden under­viste om u-lande og i fremmede sprog. Nu er det en selvfølge at bruge uden­land­ske gæste­lærere. Det er også naturligt, at kultur- og for­sker­miljøer er inter­nationale.

MED VILJE har jeg nævnt det positive først, men ­verden er ikke blevet mere harmonisk. Der er stadig brug for solidari­tets­arbejdere i truede lande. For at vise inter­nationa­l solidari­tet med folkeli­ge be­vægelser, der repræ­sen­terer selv­stæn­dighed i et under­trykken­de system, eller med natio­ner, der trues af nye og gamle super­mag­ter.

Det er blevet vigtigt i samarbejdet mellem bevægelser, at solidari­teten er synlig og personlig, at mennesker mødes.­ Solidari­tets­arbej­derne har kunnet styrke selvtil­lid - måske ligesom når man i 1988 af politiske grunde placerede frivillige i et truet land.

Én ting er de menneskeskabte trusler, man kan forsøge at undgå. Noget andet de kata­strofer, som kræver umiddelbar nød­hjælp­. De har fået en ny karak­ter. Dengang var miljøkata­strofer normalt sult som følge af tørke, især blandt bønder i landdistrikter­ne. Nu har vi oplevet storbysam­menbrud med hungerkatastro­fer og kaos, når forsy­ningssystemer­ne brækker ned. Og kyst­lands­kata­strofer­ pga. havenes højere vand­stand.

Endnu har vi kun fået en forsmag på det, der venter. Man dis­kuterer på kort sigt to slags ind­sats: dels redning i kata­strofens centrum og forsøg på at begrænse den. Dels i forhold til de nye store flygtningestrømme, som kan flytte kata­strofer­ne med sig og skabe nye kon­flikter, hvis der ikke sker en hurtig indsats.

Der er her gjort forsøg med et slags inter­nationalt civilforsvar, som sammen med nødhjælp­sorgani­sa­tioner og FNs flygtningehøj­kom­missær søger at afværge de ulykker, der ellers vil udvikle sig efter katastro­ferne. Og det over­vejes at lade MS ad­ministrere en "mil­jøværnspligt" i erkendel­se af, at mil­jøsammen­bruddet i dag er den største trussel mod fred og fremtid.