Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Jo mere vi forhaler forhandlingerne, jo mere skade gør vi

Klimagældsagenterne overværede en paneldebat om klimaforhandlingerne med delegerede fra MS / ActionAid på Klimaforums alternative topmøde i DGI-byen.

Tekst og foto: Liv Elbirk

09. december 2009

Det er tirsdag aften i DGI-byen, og der er blevet kaldt til briefing i "The Green room". I panelet sidder Frans Mikael Jansen, MS’ generalsekretær, Raman Metha fra ActionAid India og Sidharth Pathak fra Greenpeace India. De kommer halsende ind ad døren i sidste øjeblik direkte fra forhandlingerne i Bella Center. Salen er lige så stille blevet fyldt, og omkring mig sidder repræsentanter fra Marokko, England, Indien, Norge, Sverige og Frankrig for at høre om den nyeste udvikling i forhandlingerne, og om hvordan civilsamfundet bør forholde sig.

Med på forreste række sidder klimagældsagenterne og lyser op i deres røde jakkesæt. Raman Metha tager ordet: "Der er behov for, at vi lægger pres på lederne i den vestlige verden, og det er vores alle sammens opgave". Han understreger, at der er tale om en gæld, som de rige lande skylder de fattige – dem der dagligt lever med konsekvenserne af klimaforandringerne. Han kigger ned på klimagældsagenterne og siger med et smil: "Jeg ved, at I arbejder med konceptet ’klimagæld’, og det er afgørende, at de rige lande indser, at der er tale om en gæld og en pligt. Pligten til at betale prisen for den ødelæggelse, som den udviklede verden har pådraget u-landene."

Raman Metha understreger, at u-landene er kommet til forhandlingsbordet med høje ambitioner: "Vi vil gøre, hvad vi kan for at få en substantiel aftale i hus", siger han. "Hvis I tror, at der ikke vil komme noget ud af forhandlingerne, så er jeg slet ikke sikker på, at det er en given sag", siger han med overraskende optimisme. "Der er ingen tvivl om, at i-landene i langt højere grad bliver nødt til at indse deres ansvar, og det er her, I kommer ind i billedet. Gør alt hvad I kan for at få dem til at indse jeres vilje – folkets vilje! Det er mine og jeres børns fremtid, der står på spil!"

Hvor langt er vi fra det ønskede beløb?
Der åbnes op for debat, og Vibe Jensen, klimagældsagent for Mellemfolkeligt Samvirke, er glad for, at panelet har udtrykt høje ambitioner for de tal, der skal på bordet med hensyn til klimagæld. Den ambition deler klimagældsagenterne, og hun vil derfor gerne vide, hvor langt vi er fra det ønskede beløb.

"Der er ikke officielle udspil på bordet endnu", svarer Raman Metha, "men ud fra de foreløbige skøn, er det tydeligt, at der er en kæmpe kløft imellem forventningerne til størrelsen af beløbet. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der ikke kun er tale om en kløft ift. penge, men også ift. politik – og det er her, I kommer ind i billedet."

Sidharth Pathak tilføjer, at den største fjende mod en aftale lige nu er USA: "Deres foreløbige udspil lever ikke engang op til Kyoto-protokollen. De er slet ikke kommet ud af starthullerne endnu."

Blandt publikum er repræsentanter fra det globale NGO-miljø, aktivister og andre interesserede i verdens fremtid. En af deltagerne spørger, hvornår det er på tide, at u-landene forlader forhandlingerne i protest. 

"Det er ikke noget, u-landene vil være glade for, for det er dem, der dagligt mærker i hvor grad klimaforandringerne er en hastesag. Hele nationers overlevelse er sågar på spil," svarer Raman Metha og fortsætter: "Dog bør vi ikke tage imod en hvilken som helst aftale, for det her handler om liv – det handler om planeten!"

Sidharth Pathak tilføjer: "Jo mere vi forhaler forhandlingerne, jo mere skade gør vi."



Klimatopmøde 2009, foto: Des Willie/ActionAid
Hjælp os med at støtte verdens fattige, der rammes hårdest af klimakrisen. Send en SMS med teksten MS150 til 1919 og giv 150 kr.