
Hele verden har blikket rettet mod Rio de Janeiro lige nu. I juni danner megabyen rammen om topmødet Rio+20, hvor politikere, embedsfolk, interesseorganisationer og ngo’er mødes for at diskutere og lave beslutninger om verdens fremtid. MS er med til Rio+20-topmødet for at sikre bæredygtig udvikling, bekæmpe fattigdom og holde politikerne i ørerne. Nedenfor kan du læse om vores fem fokusområder på topmødet.
Til højre kan du se vores artikler og relevante dokumenter fra Rio sammen med de nyeste tweets fra vores politiske rådgiver, Kirsten Hjørnholm Sørensen. ![]() |
Mad til alle i verden – dyrket tæt på forbrugeren Ingen statsleder kan hævde, at verden er på vej mod en bæredygtig udvikling, når én milliard mennesker sulter. MS vil kigge efter konkrete planer for omlægning til bæredygtige, økologiske landbrugsmetoder i både nord og syd, og efter om der bliver investeret massivt i særligt kvindelige småbønder i u-landene. EU skal ikke dyrke mad til hele verden, og derfor må bl.a. Danmark forklare, hvordan den handelsforvridende del af EU’s landbrugsstøtte skal afvikles. |
![]() |
Sats på reelt bæredygtig energi Den rige del af verden – og i stigende grad mellemindkomstlande - driver en vækst, som belaster klima og miljø. På Rio+20-topmødet vil MS holde øje med, om særligt verdens rigeste lande vedtager, at de vil omlægge deres økonomier og satse på reelle bæredygtige energikilder. Samtidig skal de to milliarder mennesker, som i dag ikke har adgang til moderne energi, have adgang til den energi, der kan skabe udvikling. Løsningen findes ikke i førstegenerations-biobrændstoffer, som driver prisen på mad i vejret og betyder fjendtligt opkøb af landbrugsarealer i u-lande. |
![]() |
Grøn økonomi skal fremme lighed Grøn økonomi er et kontroversielt tema på Rio+20 for særligt verdens fattigste lande, fordi ”grøn økonomi” kan være nøjagtig lige så uretfærdig som den økonomi, vi kender. Rige lande taler om omstilling, mens fattige lande kæmper med at opbygge deres økonomier fra bunden. MS vil kigge efter, om forhandlingerne under Rio+20 sikrer, at fremtidens grønne økonomi løser fattigdomskrisen ved at rige lande deler teknologi, kapacitet og midler med fattige lande og befolkningsgrupper. Danmark og EU må sikre, at mantraet om grøn vækst og eksport ikke forhindrer udviklingslandene i at udvikle egen viden og løsninger. |
![]() |
Globale bæredygtighedsmål skal forpligte og system-forandre Rio+20 kan resultere i vedtagelsen af globale bæredygtighedsmål (Sustainable Developement Goals – SDG) som særligt rige lande, men også mellemindkomstlande, skal styre efter. Men et sæt meget generelle SDG’er kan ikke gøre det ud for succes i Rio, selvom statslederne vil hævde det. MS vil holde øje med, om statslederne sikrer, at SDG’er skaber den systemforandring, som kræves, for at vi kan opnå bæredygtig udvikling. |
![]() |
EU-formand: lev op til dit ansvar! Den danske regering har som EU-formand et særligt ansvar på Rio+20 for at fremme bæredygtige udviklingspolitikker. Der er blevet sagt meget om grønne ambitioner, MS vil holde øje med, om det bare er tomme ord uden handling. Hele foråret har MS arrangeret den landsdækkende cykel-karavane Tour De Future, hvor danskerne har cyklet for verdens fremtid. Rio+20 vil vise, om politikerne tager befolkningerne alvorligt. |








