Afrika og Mellemamerika er ikke til salg
MS formidler samarbejde mellem Kenya, El Salvador, Honduras, Guatemala og Nicaragua. NGO-folk mødes fra 15. november for at fusionere kampagnerne "Mellemamerika er ikke til salg" og "Afrika er ikke til salg". En kenyansk antropolog er ansat som udviklingsarbejder fra Syd i El Salvador.
|
|
Den kenyanske antropolog Matildah Obeyia Musumba
|
19. oktober 2004
Det begyndte sidste år med erfaringsudveksling under en workshop om "interkulturelt samarbejde" på MS' træningscenter i Tanzania. I maj blev det fulgt op med "Nairobi Konsensus"-dokumentet - Syds modspil til "Copenhagen Consensus", arrangeret af det danske Institut for Miljøvurdering og det britiske ugemagasin The Economist.
Fra den 15. november og godt to uger frem mødes NGO-repræsentanter fra Kenya, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Guatemala for at diskutere, om der er mulighed for at fusionere kampagnerne Mellemamerika er ikke til salg og Afrika er ikke til salg. Vært for arrangementet er MS' salvadoranske samarbejdspartner, miljøorganisationen CESTA - Friends of the Earth, formidlere af kontakten mellem de to kontinenter er MS-Kenya og MS-Mellemamerika.
Begge kampagner er et forsvar for lokalmiljøet mod de ødelæggende konsekvenser af neoliberale handelspolitikker og mulitilaterale institutioners megaprojekter, som f.eks. Plan Puebla Panamas fysiske infrastukturstrategi for Mesoamerika.
Første syd-syd projekt
Der er meget i projektet, der er ”første gang” både for MS og for syd. Det er første gang, MS formidler et kampagnesamarbejde mellem sydorganisationer fra to kontinenter, og det er første gang, en sydkooperant fra Afrika bliver ansat i Mellemamerika. Den kenyanske antropolog Matildah Obeyia Musumba startede sit arbejde som MS-kooperant i Kenya, hvor hun koordinerede de kenyanske organisationers arbejde op til træffet i Mellemamerika. Derefter tog hun turen til El Salvador for at være med i de sidste forberedelser. Når træffet slutter den 3. december, går Matildah Obeyia ind i opfølgningen både i Mellemamerika og i Kenya.
Varieret sammensætning af udviklingsarbejdere
Med ansættelsen af tre udviklingsarbejdere fra Syd har Mellemamerika fået den hidtil mest varierede sammensætning af udviklingsarbejdere. Der er en nicaraguaner og en kenyaner i El Salvador og en salvadoraner i Nicaragua. Desuden to lokale udviklingsarbejdere, begge i Nicaragua. Der er 12 langtidsudsendte danskere - to med regionale opgaver og 10 med nationale - foruden en korttidsudsendt dansker. I den samlede gruppe udviklingsarbejdere er der kun fire, der ikke på en eller anden måde arbejder med "advocacy".



